Dag 1:
Afrejse fra Danmark
Afrejse fra København via Frankfurt til Hong Kong. Flyskifte i Frankfurt. Afrejse fra Billund via Frankfurt er også muligt.
Dag 2-3:
Hong Kong - Sydney
Flyskifte i Hong Kong. Vidererejse til Sydney, hvor du ankommer om aftenen. I Sydney er der inkluderet fem nætters ophold på Travelodge Sydney. Det er et turistklasse hotel med 400 velindrettede, lyse værelser, der har eget bad og toilet, telefon, tv samt te- og kaffefaciliteter. Der er en stor lobby og morgenmadsrestaurant. Fra hotellet er der ca. et kvarters gang ned til Operahuset, den smukke botaniske have og Circular Quay med turbådene.
Dag 4:
Sydney
Dagen er til fri disposition. Sydney er en vidunderlig storby, helt med sin egen sjæl og puls. Bygget op omkring den enestående dybe naturhavn og historiske kerne på The Rocks indbyder byen til et nærmere bekendtskab, der let kan udvikle sig til en livslang forelskelse.
Operahuset i Sydney startede som et skandaleprojekt og var forfærdelig udskældt. Men som i sin landsmands eventyr om den grimme ælling er Jørn Utzons Operahus i dag en af verdens mest beundrede og fotograferede bygninger. Operahuset ligger som en perle på havnefronten og er synlig fra alle sider. Gå turen til Operahuset langs havnefronten fra The Rocks ned omkring Circular Quay og oplev de imponerende hvide skalforme vokse for hvert skridt til mønsteret i de enkelte kakler er synligt. Nyd en forestilling på en af scenerne - MarcoPolo bestiller gerne billetter.
Den gamle havn ligger på The Rocks modsat operaen. Det var her, de første europæiske skibe lagde til kaj. Området er det mest maleriske i det moderne Sydney. I dag afgår turbåde på halv- eller heldags havnerundfart fra Circular Quay ved siden af The Rocks. Oplev havnen og hele byen fra toppen af det andet af byens vartegn: Sydney Harbour Bridge. Hver dag arrangeres brovandring på buen over den 1.149 meter lange bro. Det anbefales at bestille den tre timer lange klatretur hjemmefra.
Fra The Rocks kan man gå eller sejle til Sydney Aquarium. Her får tilskuerne mulighed for at gå rundt i store fem meter dybe vandtanke fyldt med hajer, rokker og tropefisk. De besøgende går på havbunden beskyttet af glastunneler med en enestående udsigt til fisk og havdyr. Sejl også til Taronga zoo, kør op i Sydney Tower og kig ud over byen, eller gå ned i undergrundsbanen, hvor forretninger og vaskerier har døgnåbent.
Besøg Queen Victoria-bygningen på George Street. Bygningen var førhen byens frugt- og grøntsagsmarked, men er nu et smukt storcenter med 200 butikker, restauranter og cafeer -- også åbent om søndagen. De kulinariske oplevelser strækker fra ydmyge små caféer til gourmetrestauranter i verdensklasse. Man finder alle køkkener her fra fransk til mongolsk, fra kapmalay til argentinsk. Nogle steder skal man bestille i god tid, det gælder bl.a. drejerestauranten i Sydney Tower, hvor man på en time får udsigten 360 grader rundt.
Strandene ved Sydney indbød allerede for 100 år siden til at trække i badedragten og nyde vandet, selv om man dengang risikerede at blive arresteret for uanstændig påklædning. I dag løfter ingen et øjenbryn, selv om badetøjet er krympet. Bondi- og Coogee-strandene er livlige med caféer, og små butikker.
Dag 5:
Wildlife-tur fra Sydney
En Australien-rejse er ikke fuldendt, før du ser en kænguru i den vilde natur. Det kommer du til i dag!
Med den fantastiske natur, der omgiver Sydney, behøver du ikke bevæge dig langt væk fra byen for at opleve Australiens unikke bushlandskab og det tilhørende dyreliv. Men du skal vide, hvad du leder efter! På denne heldagstur fra Sydney er du derfor i følgeskab med de bedste guider. Grupperne er små, og du kører i en god firehjulstrækker.
Der er afgang fra Sydney ved middagstid og turen går til bushlandskabet sydvest for Sydney. Sammen med din guide, vil du gå på udkig efter kænguruer, koalaer og farverige papegøjer. Her er også gode chancer for at se de meget sky næbdyr. Naturen er smuk, og dagen igennem vil der være indlagt gåture, så du virkelig kommer tæt på naturen. Efter en ægte australsk aftensmad på en lokal pub, og når solen er gået ned, kommer de nat-aktive dyr frem. Det er nu, du skal holde udkig efter vombatter og opossummer. Udstyret med lommelygte bevæger du dig gennem naturen og holder udkig efter de mange øjne, der lyser i natten. Så snart lyset fanger et par øjne, dækkes lygten af en rødt filter, der ikke skader dyrenes følsomme øjne - men der er stadig nok lys, til du kan se dyrene i deres naturlige natlige element.
Herefter går turen tilbage til Sydney, hvor du ankommer ca. kl. 22.00.
Dag 6:
Blue Mountains
Heldagstur til Blue Mountains National Park, der ligger ca. 110 km fra Sydney og består af en række kløfter bevokset med eukalyptustræer. Navnet De Blå Bjerge er opstået, fordi eukalyptustræerne udskiller en olie fra bladene, der i solen ofte giver et blåligt skær over området. Oplev de specielle klippeformationer „The Three Sisters" og „Giant Staircase" og nyd udsigten over Jamison Valley og Megalong Valley. Her er der afsat tre timer til en god travetur i området omkring Three Sisters og Scenic Railway. Du får et kort med god rutebeskrivelse, en frokostpakke og en fyldt vanddunk udleveret inden turen. Det er nødvendigt at have solidt fodtøj på og en jakke eller trøje med. Du er tilbage på hotellet i Sydney ca. kl. 18.00.
Dag 7:
Sydney
Dagen er til fri disposition. Sejl en tur med havnebådene (ikke inkluderet), og se Sydneys imponerende "skyline" fra vandsiden. Stå af i Manly og gå en tur, fortsæt til Bondi Beach, der er en af Australiens mest kendte strande. Eller tag monorail ud til det restaurerede pakhusområde Darling Harbour, der nu har et væld af butikker, restauranter og forlystelser. Mulighederne er mange.
Dag 8:
Sydney - Alice Springs
Der er afrejse mod Alice Springs fra morgenstunden. Efter check-in på hotel Aurora i Alice Springs er resten af dagen til fri disposition. Aurora Alice Springs er et turistklasse motel, der ligger i centrum. 110 værelser med aircondition, bad, telefon, radio, tv med gratis videokanal og køleskab. Hotellet har restaurant, barer, swimmingpool og spa.
Dag 9:
Alice Springs
I dag er det tid at gå på opdagelse i den by, der for alvor kom på verdenskortet efter udgivelsen af Nevil Shutes roman "Fem sorte høns", der på engelsk hedder "A town like Alice". Besøg telegrafstationen, der var den direkte årsag til byens grundlæggelse, eller Flying Doctors' stationen, der er den enorme outbacks vagtlæge- og ambulancetjeneste. School of the Air underviser børnene med moderne kommunikationsmidler til de fjerntliggende gårde, eller "stations" som de hedder hernede, så de først kommer på kostskole i 12 - 14 års alderen.
MarcoPolo anbefaler et besøg i „The Alice Springs Desert Park" før turen i outbacken. Parken giver mulighed for at få et nærmere kendskab til både flora og fauna. Det er muligt her at komme forholdsvis tæt på blandt andet den store røde kænguru, emuer samt flere papegøjearter. Parken byder også til at komme tæt på aboriginere, der informerer om deres måde at leve i ørkenen på, blandt andet om de forskellige former for mad, der findes, samt hvordan de udnytter planter som medicin. Endvidere er der en bygning, hvor alle de dyr, der er aktive om natten ses - dyr, der stort set er umulige at se i naturen. Parken ligger ca. 10 min. kørsel vest for Alice Springs. Der er åbent hverdage fra kl. 07.30 - kl. 18.00. Der er busser og taxaer til og fra byen. Overnatning på Aurora Alice Springs. Pak evt. en lille turtaske til de kommende dage, og lad resten af bagagen opbevare på hotellet.
Dag 10-12:
Ayers Rock, Olgas og Kings Canyon
Tre dage/to nætters tur campingtur til Ayers Rock, Olgas og Kings Canyon. Der er tale om en "Safari in Style", hvor man overnatter i stationære telte med rigtige senge, dyner og puder, håndklæder og lys i teltene. Man hjælpes ad med at samle brænde til bålet og tilberede maden, som også er inkluderet fra frokost på førstedagen til frokost på tredjedagen. Det er en tur, der kræver lidt spejderånd.
Turen starter tidligt om morgenen (mellem 06.00 og 06.30) med afhentning på hotellet og går først til en kamelfarm i "the outback". Her har man mulighed for at ride på en kamel (for egen regning), hvis man har lyst. Derfra går turen videre mod Ayers Rock, undervejs passeres Hugh & Fink-floden samt Mt. Connor. Efter frokost er der tid til at udforske The Olgas, hvor der er afsat tid til at spadsere i Valley of the Winds. Nyd den særprægede natur med de imponerende klippeformationer, den røde jord og de hvide eukalyptustræer. I solnedgangens lys skænkes champagnen, mens dagens sidste solstråler farver Ayers Rock i en fortryllende farveskala. Efter middagen er der tid til at nyde stjernerne over lejren.
Næste morgen starter man tidligt ud for at se solopgangen ved Ayers Rock, et betagende smukt syn. Der venter en spændende rundvisning ved foden af Ayers Rock, hvor der fortælles om aboriginernes skabelsesberetning. Bagefter besøges "The Cultural Center", hvor der er rig mulighed for at købe aboriginalt kunsthåndværk. Efter frokost går turen videre til Kings Canyon, hvor der overnattes.
Sidste dag bliver lige så aktiv som de to foregående. Kings Canyon skal udforskes, så der bliver igen mulighed for at vandre og klatre. Gå en tur i dalen og se de imponerende klippesider. De mere energiske kan tage klatreturen op ad de stejle sider og gå en tur langs med kanten. Amphitheater, The Lost City og Garden of Eden samt North & South Walls er imponerende. Der er tid til en forfriskende svømmetur i et af de mange små vandhuller, inden turen går tilbage til Alice Springs. Ankomst allersidst på eftermiddagen. Overnatning på Aurora Alice Springs.
Dag 13:
Alice Springs - Cairns
Dagen er til fri disposition, indtil flyet afgår fra Alice Springs til Cairns. Stå evt. tidligt op, og tag på ballonfart i solopgangen (mod betaling). Det er en betagende smuk oplevelse at svæve lydløst over landskabet, mens dagens første lys forvandler nattens gråbrune landskab til et festfyrværkeri i gule, okker og røde farver.
Ved ankomst i Cairns er der transport til hotel Bay Village Tropical Resort for seks overnatninger. Hotellet er et turistklasse retreat, der ligger ca. en km fra The Esplanade. Hotellet har 92 værelser og lejligheder og er indrettet i enkel moderne stil med både aircondition og loftsvifte, radio og tv, telefon, køleskab, hårtørrer og kaffe- og tefaciliteter. Hotellet har swimmingpool, prisbelønnet restaurant og bar, internetcafé, gæstevaskeri og gratis lufthavnstransfer. Hotellet har turskranke. Morgenmad er inkluderet.
Dag 14-15:
Cairns
Cairns er udgangspunktet for ture til Great Barrier Reef, Atherton Tablelands, Kuranda, Cape Tribulation og meget andet i hele det nordlige Queensland. Cairns er den sidste storby inden vildnisset på Cape Tribulation og Cape York. En forholdsvis ny storby, for indtil ca. 1980 var Cairns en lille flække, forsyningshavn for minebyen Mt. Isa inde i baglandet. I dag er turismen den vigtigste indtægtskilde, og byen sitrer af sol, sommer og feriestemning. Byen er et glimrende udgangspunkt for besøg til regnskoven, revet og mange af tropeøerne. Der er dagligt flere end 160 arrangerede ture og udflugter fra byen. Både til ekstreme sportsaktiviteter som bungy jump, faldskærmsudspring og rafting - og til de mere rolige aktiviteter som ture i gummibåde og ballonflyvning, hvor man trygt kan medbringe børn.
Dag 16:
Great Barrier Reef
Verdens længste koralrev strækker sig 2500 km langs Australiens nordøstlige kyst. Det meste af revet ligger mange km fra land og kan ikke ses fra kysten. Revet ser kedeligt og brunt ud, når det bliver blotlagt ved lavvande. Det skyldes, at korallerne trækker sig sammen, når de udsættes for luft. Så snart de er under vand, folder de sig ud, og alle de fantastiske farver kommer frem igen. Men det er især i kunstigt lys om natten, at farverne virkelig står flot. Koraller findes i vidt forskellige former, både hårde, stive, bløde og i store bundter, der vifter blidt i bølgerne. Tusindvis af fisk i alle størrelser, mønstre og farvekombinationer bebor revet og er med til at gøre det til et af verdens smukkeste steder.
I dag er der inkluderet en heldagsudflugt med Frankland Island Cruise & Dive til Great Barrier Reef. Katamaranen medtager max. 100 gæster til koraløen Normanby Island, der ligger på det indre Great Barrier Reef. Om bord er veluddannede og kompetente naturguider, der villigt deler ud af deres viden om revet og regnskoven. På Normanby Island kan man gå tur i regnskoven, bade og snorkle direkte fra stranden, deltage i en guidet snokletur, og dykke fra båden. Du kan også bare vælge at nyde den gyldne sandstrand på øen, hvor kun denne ene båd anløber. Frokost fra Red Ochre Grill inkluderet.
Dag 17-18:
Cairns
Dagene er til fri disposition. Besøg evt. bjergbyen Kuranda, hvor der sælges lokalt fremstillet kunsthåndværk i glas og keramik, hjemmebag og honning. Byen ligger i regnskoven, og man kommer dertil efter en betagende togtur, der går gennem 15 tunneller og over 37 broer. Undervejs passerer man bjergkløfter og flotte vandfald. Tag svævebanen, Skyrail, den ene vej og oplev regnskovens løvtag fra oven. Dagen er fuldendt med et besøg til Tjapukai, et kulturelt center, der arbejder for at bevare tjapukai-stammens sprog og for at nedskrive de ældstes overleverede historier, og hvor man hører om aboriginernes drømmeverden.
Dag 19:
Cairns - Hong Kong
Det australske eventyr slutter i dag. Der er afrejse med fly fra Cairns til Hong Kong, hvor der er flyskifte inden videre rejse til Frankfurt.
Dag 20:
Hong Kong - København
Flyskifte i Frankfurt og derefter til København, eller evt. Billund.