Brasilien - Den store rundrejse
Dette er en klassisk rundrejse med vægt på store oplevelser, god komfort og indkvartering på gode hoteller. Vi har inkluderet en række måltider. Ved måltider, der ikke er inkluderet, vil rejselederen enten arrangere restaurantbesøg lokalt, som man kan vælge at deltage i for egen regning, eller anbefale restuaranter, som deltagerne kan besøge på egen hånd. Rejsen er afvekslende, vi rejser med bus, jeep, tog, flodbåd, kano og skonnert. Brasilien er et stort land og for at nå frem til alle de interessante seværdigheder, har vi lagt flere indenrigsflyvninger ind undervejs, hvorfor du skal være indstillet på at bruge nogen tid i fly på rundrejsen. Udflugtsprogrammet er spændende og meget varieret. På Amazonfloden rejser vi tre dage ind i junglen ombord på Amazon Clipper Premium, som er en af de absolut bedste både i Amazonas. Da båden har plads til 32 passagerer har vi den ikke helt for os selv, men atmosfæren og intimiteten ombord på skibet er helt i top. Kahytterne er alle dobbeltkahytter med senge (ikke køjer) og eget bad og toilet. Faciliteterne på skibet er gode. Men det er ikke noget krydstogtskib, så man skal være indstillet på at komme sine rejsefæller ved. I Amazonas er vi i vejrgudernes vold, og vejrforhold og vandstanden i floderne kan have indflydelse på programmet. Vi tager derfor forbehold for, at de beskrevne programpunkter eventuelt bliver ændret eller gennemført i en anden rækkefølge. Rejsen kræver en almindelig god fysik af deltagerne. Du skal være almindeligt godt gående og kunne stige ned i en kano for deltagelse i kanoture i Amazonas.
KLASSISK bygger på mere end 25 års erfaring med rundrejser. Disse rejser ledes af udvalgte ekspertrejseledere med en enorm viden og passion for destinationen. De kan historien på fingerspidserne, kender kulturen og krydrer gerne med spændende anekdoter og personlige historier. De fører dig til landets største klassikere og tager dig med til oversete perler. På disse rejser er komfort, tryghed og oplevelser i højsædet. Kun rejser, der lever op til disse høje standarder, får stemplet 'Klassisk'. De fleste rejser har maksimalt 20 deltagere.