Dag 1:
København – Quito
Afrejse fra København til Quito
Dag 2:
Quito
Tidligt om morgenen ankommer du til Quito, der ligger med en smuk placering i Andesbjergene omgivet af snedækkede vulkaner. Fra lufthavnen kører du direkte til dit hotel og tjekker ind. Dagen er til fri disposition. Du kan selv vælge, om du vil hvile ud efter rejsen, nyde de lækre omgivelser på hotellet eller straks give dig i kast med den spændende by, der venter lige udenfor døren. Quito er en af Sydamerikas mest stemningsfulde byer. De smalle brostensbelagte gader flankeres af hvidkalkede huse og kirker fra den spanske kolonitid, og på de store åbne pladser vidner storslåede katedraler og overdådige palæer om byens rige spanske fortid. Mellem disse historiske bygninger passerer du markeder med indianere i farverige dragter, hyggelige torve og små gader med lokale butikker. Besøg f.eks. San Francisco-katedralen og kirken La Compañia, som det tog jesuitterne 163 år at opføre. Når du træder indenfor i kirkerummet, forstår du hvorfor. Hele det vældige kirkerum er dekoreret med udskæringer og ornamenteringer dækket med bladguld. Eksperter anslår, at der er brugt 7.000 kg guld til at smykke kirkens indre. Ikke underligt at hele det gamle centrum er udnævnt af UNESCO som verdens kulturarv. Ækvator løber tværs igennem Quito, hvilket giver dig mulighed for, at vandre fra den nordlige halvkugle til den sydlige - og tilbage igen. Det er dog nær ikke så langt, som det lyder, når man gør det ved »Middle of the World« i udkanten af Quito. Her har man bygget et stort monument lige på ækvator, der er markeret med en tydelig gul streg.
Dag 3:
Quito – Galapagos
Fra Quito flyver du 1.000 km ud over Stillehavet til Galapagos. Du lander på øen Baltra, der ligger midt i øgruppen. Herfra transporteres du til havnebyen, Puerto Ayora på øen Santa Cruz, hvor dit skib venter. Allerede når du går ombord, får du en forsmag på de eventyr der venter forude. På kajen ligger søløver og soler sig, mens pelikaner i lav højde suser hen over den dybblå himmel. Du indlogeres og hilser på besætningen. I Puerto Ayora er det muligt at proviantere og købe postkort m.m. inden båden stævner ud. Nu begynder eventyret for alvor, når du stævner ud mellem øerne i en dejlig yacht med gode kahytter, restaurant, bar og soldæk. Men det er og bliver dyrelivet på disse forunderlige lavaøer, der gør krydstogtet til en uforglemmelig oplevelse.
Dag 3-10:
Galapagos Cruise
Ved Ækvator 960 km fra Stillehavskysten i Ecuador ligger Galapagos. De forunderlige lavaøer består af 13 større og seks mellemstore øer samt over 40 navngivne småøer. Den isolerede beliggenhed kombineret med det kolde vand er af afgørende betydning for det smukke og helt unikke plante- og dyreliv. Et krydstogt mellem øerne er en uforglemmelig oplevelse, der ikke kan sammenlignes med andre i denne verden. Der er en mystisk aura, der fanger alle besøgende. Øernes afsides beliggenhed, de uberørte landskaber, den særegne plantevækst og mødet med øgruppens skabninger sikrer den rejsende et uforglemmeligt eventyr.
Forsigtigt og med omtanke kan du vandre, snorkle og dykke blandt nogle af jordens mest spændende skabninger, hvoraf langt de fleste har tilpasset sig livet på Galapagos på unikke, fantastiske og ofte bizarre måder. Her er skarver, der har mistet evnen til at flyve, enorme mængder af havleguaner og de kæmpe galapagosskildpadder, der kravler rundt på klippeøerne. Søløverne leger som små hundehvalpe i havet og på stranden. Du kan opleve krybdyr samt de charmerende pingviner og pelssæler. Ynder du at snorkle i havet, kan du observere en fascinerende, tavs verden med farvestrålende fisk og smukke rev.
Du behøver ikke at være biolog eller naturhistoriker for at blive fortryllet af denne vidunderlige verden. Dyrene flygter ikke, når du nærmer dig, men accepterer dig som et element i naturen.
Beskrivelse af de både vi benytter:
Floreana - turistklasse
Floreana er en turistklassebåd med plads til 16 passagerer fordelt på otte kahytter, der alle har eget bad/toilet men ingen aircondition. Ombord findes spisestue/bar, tv/video samt soldæk. Floreana, der sejler med en fart på 10 knob, er 23 m lang og 4,5 m bred. Mandskabet er på seks personer plus engelsktalende naturguide. Der er mulighed for at snorkle, sejle i havkajak og dykke mod tillæg.
Yacht Angelito - god turistklasse
Voyager - førsteklasse
GPS Voyager er en førsteklassesbåd med plads til 16 passagerer. Der er 8 kahytter, og de har alle eget bad/toilet, adgang til telefon samt aircondition. Båden har hvileområder, soldæk, bibliotek, tv/dvd-stue, spisestue, bar, store runde borde, alle områderne har udsigt ud til havet. Båden er 30 m lang og sejler med 11 knob. Mandskabet er på 8 samt en engelsktalende guide.
Dag 10:
Galapagos – Quito
Efter afsked med besætningen kører du til lufthavnen og flyver tilbage til Quito, hvor du overnatter endnu en nat inden rejsen i morgen går tilbage mod Danmark.
Dag 11-12:
Hjemrejse og ankomst København
Du flyver fra Quito og ankommer i Købehavn den følgende dag.