Dag 1:
Fra Danmark til Indien
Afrejse fra Københavns Lufthavn over Amsterdam eller Zurich til Delhi, hvor vi ankommer kort før midnat. Vi kører straks til vores 5-stjernede hotel, hvor de komfortable værelser står klar.
Dag 2:
Det historiske Delhi
Næste morgen vågner vi i en af verdens mest eksotiske storbyer. Morgenen er fri til afslapning ovenpå flyveturen, men over middag er det tid at kigge nærmere på denne fascinerende storby.
At Delhi ikke ligner nogen anden storby, bliver helt klart, når vi bliver hentet på hotellet og kører på en byrundtur gennem Indiens pulserende hovedstad. Vi begynder ved Raj Ghat, der er en grøn og fredfyldt plet midt i den hektiske hovedstad. I parken hersker en nærmest andægtig stemning - og ikke uden grund. Det var her, Mahatma Gandhi i 1948 blev kremeret, efter han var blevet myrdet ved et attentat. Det var også her, inderne tog afsked med Nehru, hans datter Indira Gandhi og dennes søn Rajiv Gandhi. Herefter gælder det byens mest farverige kvarter; det såkaldte Old Delhi eller Shajahanabad, som de lokale kalder området. Old Delhi er som en verden for sig. En kaotisk myretue, der summer af liv døgnet rundt. Området blev grundlagt af mogulen Shah Jahan omkring år 1630. De fleste bygninger fra dengang står her stadig, og det er, som om tiden har stået stille. I cykeltaxaer bevæger vi os ind i denne middelalderlige labyrint af smalle gader. Her står fattige arbejdere i kø hos skriverne, der tager imod diktat og former de breve, der siden sendes af sted til fjerne afkroge af det enorme land. Her bankes der flittigt hos kobbersmeden, som sveder ved essen i sit lille værksted. Her er skræddere, der syer jakkesæt og sarier på ældgamle symaskiner. Her er bagerbutikker, der aldrig lukker, og muslimske slagtere, som melder udsolgt ved at sømme kohalen op på døren. Overalt omkring os er der liv, og det er svært at beslutte, hvor man skal fæstne blikket. En tæt strøm af mennesker bevæger sig gennem de støvede labyrintiske gyder, så der er hele tiden noget nyt at se på. I hjertet af Old Delhi ligger fredagsmoskeen, Jami Masjid. Den smukke, gamle moské er opført i rød sandsten og hvid marmor. Den er den største i Indien, og hver fredag kommer op mod 20.000 troende til bøn på dette sted. Efter besøget i fredagsmoskeen vender vi tilbage til hotellet, hvorefter resten af dagen er til fri disposition. Vi mødes igen om aftenen for at spise middag sammen.
Inkluderet: Morgenmad & Aftensmad
Dag 3:
Delhi – Amritsar
Helt andre sider af Delhi venter i dag, hvor vi besøger New Delhi, der var briternes hovedstad i Indien. Denne arkitekttegnede bydel er mærkbart anderledes end Old Delhi. Her mødes vi af brede, skyggefulde boulevarder og flotte, officielle bygninger med et tydeligt europæisk forbillede. Det er her, India Gate, parlamentsbygningen, og præsidentens residens ligger. India Gate blev bygget som mindesmærke for de mere end 90.000 indere, der døde i forbindelse med Første Verdenskrig og den mislykkede krig i Afghanistan. Vi besøger også et sikh-tempel og Delhis nye varetegn: Det smukke, moderne Lotustempel. Templet har form som en enorm lotusblomst, der er ved at springe ud, hvilket har givet templet sit navn.
Ud på eftermiddagen går turen til en af Delhis fem hovedbanegårde, hvor hurtigtoget mod Amritsar gør klar til afgang. Toget er blandt de bedste i Indien, og vi får serveret både te og en let middag, mens de indiske landskaber glider forbi udenfor vinduet.
Amritsar ligger i staten Punjab, der er sikhernes højborg i Indien. Derfor vil vi opleve ekstra mange mænd med turban i denne del af landet, hvor sikh-helligdomme synes mere mangfoldige end hinduistiske templer. Sikherne anser sig som en selvstændigt gruppe i den indiske befolkning, og mange træk ved deres kultur, religion og køkken adskiller sig da også fra det, man oplever i det såkaldte hindu-bælte på Ganges-sletten. Vi når dog ikke at opleve så meget af Amritsar denne aften, hvor vi ankommer relativt sent. Fra stationen kører vi derfor direkte til byens absolut bedste hotel, hvor vi indlogeres for natten.
Inkluderet: Morgenmad & Aftensmad
Dag 4:
Amritsar og sikhernes gyldne tempel
Amritsar ser ikke nær så mange turister som eksempelvis Delhi, Agra og Jaipur, men byen har meget at byde på. Ikke mindst i området omkring sikhernes vigtigste helligdom, Det gyldne Tempel, der ligger i al sin glans i et stort bassin midt i byen. Rundt om bassinet ligger adskillige smukke, hvide templer, hvor hellige mænd iført farverige dragter, kniv og spyd patruljerer i de marmorpyntede søjlegange. Våbnene er nu mest for traditionens skyld, for der hersker en ualmindelig afslappet stemning omkring Det Gyldne Tempel, man ikke oplever ret mange andre steder i Indien. Det til trods for at pilgrimme fra hele verden valfarter hertil for at bede og bade i det hellige vand. Gratis mad udleveres til alle pilgrimme, og hele 25.000 måltider serveres på en typisk dag. Ved templet er alle lige. Her betyder kaster og social status (i princippet) ikke noget, og man kan se gadefejere sidde og spise side om side med direktører og hellige mænd. Det er ikke kun sikher, vi møder ved templet, for alle er velkomne. Bare de tager skoene af, vasker deres fødder og dækker håret til. Det gør vi naturligvis, og snart kan vi træde gennem porten og ind til søjlegangen, der fører rundt om bassinet med Det Gyldne Tempel i midten.
Arkitekturen i templet kan ved første øjekast ligne en blanding af muslimske og hinduistiske elementer, men resultatet er unikt for sikherne. Den lotusformede kuppel, der pryder taget, siges at være forgyldt med hele 750 kg guld. Også de øvre dele af templets sider er forgyldte, og det hele stråler i den stærke sol. Mange sidestiller oplevelsen af Det Gyldne Tempel med den, man får ved Taj Mahal, og det er svært ikke at blive betaget af den smukke bygning, der reflekteres i bassinets rolige vand. En bro fører over til selve templet, hvor fire højtstående præster skiftes til at messe over teksterne i Sikhernes hellige bog. Deres ord transmitteres over hele tempelområdet i højtalere. Den originale udgave af denne hellige bog ligger i løbet af dagen under et klæde inde i Det Gyldne Tempel. Men hver aften bæres den til det nærliggende tempel, Akal Takhat, hvor den tilbringer natten, indtil den igen ved daggry bæres over broen til Det Gyldne Tempel.
Vi tager os god tid til at nyde den spirituelle atmosfære, inden vi fortsætter til den lille park Jalianwala Bagh, hvor man mindes de 2.000 indere, der blev dræbt her af briterne under optøjer i 1919. Adskillige skudhuller er stadig synlige rundt om i parken. Sidst på dagen kører vil til grænsen mellem Indien og Pakistan. Forholdet mellem de to atommagter er ikke just venligt, og alle chancer for at overgå hinanden i enhver henseende bliver taget op med ildhu. Det gælder også nedtagning af nationalflaget ved grænseposten. Dette daglige ritual har udviklet sig til et næsten teatralsk skue, når veltrænede soldater med militær præcision ud i det ekstreme søger at overgå modparten på den anden side af grænsen ved at udføre den mest flamboyante flagnedtagning. Tilbage i Amritsar spiser vi middag, inden vi returnerer til Det Gyldne Tempel midt på aftenen for at opleve overførslen af den hellige bog til Akal Takhat-templet. De fleste aftener er templet og de omkringliggende bygninger oplyst af tusindvis af pærer, hvilket får Det Gyldne Tempel til at se om muligt endnu smukkere ud end om dagen. Sidst på aftenen triller vi i cykelrichshaws tilbage mod hotellet, mens Amritsars indbyggere gør sig klar til natten.
Inkluderet: Morgenmad & Aftensmad
Dag 5:
Mod Agra og Taj Mahal
Efter en tidlig morgenmad kører vi til lufthavnen og flyver tilbage til Delhi. Vi lægger dog straks hovedstaden bag os og kører sydpå mod et af turens helt store højdepunkter: Den sagnomspundne by Agra. Frokosten nydes på en restaurant undervejs, inden Agra dukker op forude sidst på eftermiddagen. Her bliver vi indlogeret på vores hotel for de næste to dage, hvorefter resten af dagen er fri til egne eventyr i denne spændende by. Agra er verdensberømt for sine store attraktioner, som vi gemmer til i morgen, men byen i sig selv er også spændende. Agra er en klassisk indisk by, og en gåtur gennem byens basar eller langs floden vil være fuldt ud lige så farverig som den gamle bydel i Delhi. Vi mødes igen sidst på dagen og spiser middag sammen.
Inkluderet: Morgenmad & Aftensmad
Dag 6:
Taj Mahal og Det Røde Fort i Agra
I århundreder har rejsende valfartet til de tørre sletter ved Agra for at beundre det gravmæle, som stormogulen Shah Jahan lod opføre til minde om sin elskede hustru, Mumtaz Mahal. Det overdådigt udsmykkede mausoleum i hvidt marmor står i skærende kontrast til omgivelserne, og der er svært ikke at lade sig rive med af bygningens skønhed og perfekte symmetri. I 2007 blev bygningen valgt som et af verdens syv nye vidundere, og den er naturligvis fredet af UNESCO. Men først og fremmest er Taj Mahal et kærlighedsmonument. Shah Jahan lod Taj Mahal opføre som et uforgængeligt bevis på sin kærlighed til hustruen Mumtaz Mahal, der døde i 1631, kort efter at hun havde født sit 14. barn. Byggeriet begyndte samme år og blev først afsluttet i 1653, da det ekstravagante værk næsten havde drænet statskassen for penge. Men Shah Jahan fandt det alligevel på sin plads at opføre et tilsvarende mausoleum til sig selv i sort marmor. Da kronprinsen, Aurangzeb, hørte om faderens planer, lod han ham omgående arrestere. Shah Jahan blev spærret inde i Det Røde Fort i Agra, hvor han endte sine dage i et værelse med udsigt til Taj Mahal.
Agra er bedst kendt for Taj Mahal, men byen rummer mange andre interessante seværdigheder. Deriblandt Det Røde Fort som ligger med en formidabel placering højt over Yamuna-flodens grumsede vande ca. en km fra Taj Mahal. På afstand ligner fortet det, det var bygget til at være; et uindtageligt fort. De første sten blev lagt i 1565 på ordre fra stormogulen Akbar, men han ville næppe genkende fortets indre i dag. Eftertiden har tilført bygningerne inden for murene en så høj grad af elegance, at den uindtagelige fæstning med tiden er blevet omdannet til et overdådigt palads komplet med udsmykkede marmorbygninger og smukke formelle haveanlæg. Udsigten fra fortet ned over floden mod Taj Mahal er enestående. Det var denne udsigt, Taj Mahals fader, Shah Jahan, blev dømt til at nyde i hele otte år, da hans søn, Aurangzeb, afsatte ham i 1658. Udsigten har ikke ændret sig meget siden dengang. Stadig kan man ofte se mænd og kvinder i farverige dragter vaske langs floden ved håndkraft.
Taj Mahal er et storslået syn på afstand, men kommer man tæt på bygningen, begynder detaljerne at stå tydeligt frem. Det er først, når man kommer tæt på, at man ser de fantastiske mønstre indlagt i marmoret. Agras kunsthåndværkere har været berømt for deres arbejdet med marmor i århundreder, og kunsthåndværket holdes stadig ved lige i værksteder rundt om i byen. Vi kigger forbi et af disse værksteder, og ser kunstnerne i arbejde.
Eftermiddagen er fri til egne eventyr eller shopping i denne spændende by. Det relativt ukendte Baby Taj ligger en kort taxatur fra Taj Mahal og er bestemt et besøg værd på egen hånd. Det samme er Agras altid farverige basarer. Et rigtigt godt sted at opleve solnedgang over Taj Mahal er fra floden bag selve Taj Mahal. Det er her, mange af postkortbillederne er taget. For de, der har lyst, kan der arrangeres en tur til gravstedet for den mogulske minister Itimadullaha.
Inkluderet: Morgenmad & Aftensmad
Dag 7:
Akbars forladte paladsby og Den lyserøde by, Jaipur
Vi lægger Agra bag os efter morgenmaden og sætter kurs mod Fatehpur Sikri, der fungerede som hovedstad i 15 år under stormogulen Akbar. Stormogulens palads blev opført i røde sandsten på en højderyg mellem 1570 til 1585. Det enorme palads var kun lige blevet bygget færdigt, da det i al hast blev forladt. I dag står paladset tilbage fuldstændigt intakt, som var stormogulen netop redet ud af porten på sin elefant fulgt af hundreder af turbanklædte krigere, hoffolk og haremskvinder. Man gætter på, at det var problemer med vandforsyningen, som fik Akbar til at opgive sit prægtige palads. Vi kigger os om i det enorme kompleks, inden vi fortsætter mod en af Indiens mest farverige stater, ørkenstaten Rajasthan.
I dette vestlige hjørne af Indien lå engang det sagnomspundne Rajputana. Et rige grundlagt for mere end 1000 år siden af krigerklaner fra Afghanistan. Deres efterkommere er her stadig. Nogle mænd går enddog klædt som deres forfædre: i traditionelle bukser, snabelsko og med en stor, krum kniv stukket ind under bæltet. Turbanen og den sirligt svungne moustache giver de solbrændte ansigter et nobelt, nærmest aristokratisk udtryk. Kvinderne er smukke. De går i farvestrålende sarier og bærer guld om hals og håndled. Det kulsorte hår og de sorte øjne er indrammet af et tyndt, gennemsigtigt tørklæde. Rajasthan er fyldt med smukke templer og prægtige gamle forte, hvis dekorerede haller og sale endnu hvisker historier om stolte krigere og ufatteligt heltemod.
Vores første stop i Rajasthan er den lille landsby Peharsar. Perharsar er en typisk indisk landsby, så her får vi et godt indtryk af hverdagslivet i denne del af Indien. Omkring byen arbejder bønderne i markerne, som deres forfædre gjorde det før dem, og selv inde midt i Perharsar synes storbyer som Delhi og Agra ufattelig langt væk. Vi kigger forbi byens skole, hvor vi med garanti bliver budt velkommen med masser af smil og uindskrænket nysgerrighed!
Dagens mål er Rajasthans største by, Jaipur, der står i skærende kontrast til landsbyen Perharsar. Ved ankomsten indlogeres vi på det smukke hotel Alsisar Haveli, der er indrettet i et lille palads. De gamle og smukt dekorerede værelser er fyldt med antikke møbler, og det er en meget stemningsfuld oplevelse blot at vandre rundt på hotellets område. Efter indlogering på hotellet er resten af eftermiddagen fri til selv at gå på opdagelse i denne forunderlige by. En god introduktion til byen fås ved at gå en tur gennem en af Jaipurs travle basarer, hvor sælgerne højlydt faldbyder alverdens varer til forbipasserende, alt imens duften af karry og eksotiske krydderier breder sig fra de små gadekøkkener. Vi mødes igen sidst på dagen for at spise aftensmad sammen.
Inkluderet: Morgenmad & Aftensmad
Dag 8:
Paladser, templer og kultur i Jaipur
Jaipur bliver også kaldt for »Den Lyserøde By«, fordi mange bygninger er malet lyserøde, for at få dem til at ligne de imponerende sandstensbygningsværker fra stormogulernes tid. Jaipur blev grundlagt i 1727 af maharaja Jai Singh d. 2 og huser i dag 2,5 mio. indbyggere. Mange steder i byen kan man mærke Jaipurs rige historie, men få steder bedre end ved det eventyragtige Amber Fort, der ligger med en formidabel placering på et lille bjerg udenfor byen. Fortet var i sin tid hjem for Raja Man Singh, der opnåede berømmelse som hærfører for stormogulen Akbar. På elefantryg rider vi op mod porten til den mægtige fæstning, præcis som Raja Man Singh i sin tid ville have gjort det. Inden for murene har nogle af datidens dygtigste håndværkere skabt et prægtigt palads fyldt med overdådig luksus. Her er blomstertæpper, som i deres mønstre minder om ægte tæpper. Her er fontæner, bassiner og kanaler med rislende vand, der både køler og beroliger. Her er smukt udskårne tårne og søjler samt fantastiske malerier. Og når natten falder på, og olielamperne tændes, blinker de mange små stumper af spejle i kuppelhvælvet som stjernerne under ørkenhimlen. Paladset er som en verden for sig. En fortryllende verden, som man ellers kun finder i eventyr. Fra Amber Fort går turen tilbage til den virkelige verden neden for paladset.
Eftermiddagen er dedikeret til Jaipurs øvrige spændende seværdigheder. Vi skal naturligvis se byens mest ikoniske bygning, det forunderlige Hawa Mahal, også kendt som Vindenes Palads. Fra denne lyserøde gavl i maharajaens palads kunne haremskvinderne kigge ud på livet i byen. De 953 vinduer er udskåret på en måde, så kvinderne kunne se ud, men ingen kunne se ind. Herefter venter det smukke City Palace samt Jantar Mantar. Denne samling af underlige former er faktisk et observatorium fra omkring 1730, der gjorde det muligt at lave ganske præcise astronomiske optegnelser. Jaipur er desuden et glimrende sted at shoppe, og i løbet af dagen vil der blive rig mulighed for at bese udvalget på byens farverige basarer. Selv hvis man ikke ønsker at købe noget, er det en eksotisk oplevelse at gå en tur gennem de livlige basargader, hvor kvinder i farverige dragter tinger om prisen i små boder, der sælger alt mellem himmel og jord.
Fra den jordiske og materielle verden fortsætter vi til det spirituelle domæne, der udspiller sig i det enorme Birla tempel. Templet blev opført i 1988 og står med sit hvide marmor i skærende kontrast til Jaipurs røde sandstensmonumenter. Traditionen tro er templet blevet doneret af en af Indiens største virksomheder i 1988. Den stilfulde bygning er tilegnet hinduguden Vishnu og dennes kvindelige modstykke, Lakshmi, der begge er repræsenterede som statuer udhygget af ét stykke marmor. Templet er blandt byens mest spektakulære. Ikke mindst først på aftenen, når troende hinduister og pilgrimme samles for at udføre den rituelle aarti - en hinduistisk lys ceremoni, der får det smukke tempel til at fremstå endnu mere atmosfærefyldt.
Det er først på aftenen, før aarti-ceremonien er ovre. Men dagen er på ingen måde slut endnu. I aftenen deltager vi nemlig i en spændende middag på en lokal restaurant, hvor dygtige dansere fremviser lokale folkedanse fra Rajasthan.
Inkluderet: Morgenmad & Aftensmad
Dag 9:
Pilgrimsbyen Ajmer og sjældent besøgte Khejrala
Det er tid til at lægge storbylivet bag os for en stund og drage dybere ind i Rajasthans magiske verden. Første mål er byen Ajmer, der er et vigtigt pilgrimsmål blandt Indiens muslimer. Byen ser ikke ret mange turister til trods for, at den byder på enestående tidlig muslimsk arkitektur. I 1875 slog den britiske regering dørene op for det prestigefyldte Mayo Collage i Ajmer. Dengang kunne kun sønnerne af landets maharajaer og andre adelige gøre sig forhåbninger om optagelse her. Skolen er stadig blandt de mest eftertragtede i landet, men i dag kan alle søge ind - hvis de vel at mærke kan betale prisen.
Vi besøger Dargah, hvor sufi-helgen Khwaja Muinud-din Chishti blev begravet efter sin død i Ajmer i 1236. Siden dengang har pilgrimme valfartet til stedet, og det fortælles at selveste stormogulen Akbar rejste hertil fra Agra én gang om året. Den dag i dag er helligdommen stadig et af landets vigtigste muslimske pilgrimsmål, og på de fleste dage myldrer det med troende. Ikke langt fra Dargah ligger Din Ka Jhonpra. Legender fortæller, hvordan dette indo-islamiske mesterværk blev bygget på kun to en halv dag. Den gamle moské har set bedre dage, men porten med sine syv spidse buer står stadig. Det samme gør ruinerne af minareten samt mange af de smukt udskårne søjler, der holder det imponerende loft.
Tilbage på landevejen passerer vi småbyer og marker, hvor folk er godt i gang med deres daglige gøremål. I et forsøg på at højne uddannelsesstandarden i disse landdistrikter, har regeringen grundlagt en række landsbyskoler. Vi stopper ved en af disse, for at høre mere om uddannelse og skolegang i disse fjerntliggende samfund.
Dagens mål er den lille by Khejarla i hjertet af Rajasthan, hvor vi indlogeres på byens fort. Den 400 år gamle borg ligner noget taget direkte ud af en indisk ridderfilm komplet med skydeskår, tårnværelser og høje stenmure. Indenfor venter en mindre krigerisk verden med fine værelser, korridorer og en hyggelig lille have. Selv en swimmingpool har man fået plads til indenfor murene. Fra de øverste mure, har vi en fantastisk udsigt over den lille by, der har mange typiske huse fra denne del af Rajasthan. Efter indlogeringen er det sidst på eftermiddagen. Men der skulle være tid til en gåtur på egen hånd rundt i byen, der bestemt ikke ser mange udenlandske turister.
Inkluderet: Morgenmad & Aftensmad
Dag 10:
Det landlige Indien omkring Khejrala
Morgenen er fri til at kigge sig om i Khejrala eller de omkringliggende landsbyer. Khejrala er en typisk rajasthansk by, der har undsluppet sig den opmærksomhed fra turister, som mange andre byer i Rajasthan har opnået. Derfor giver Khejrala et sjældent glimt af, hvordan denne eksotiske stat ville se ud, hvis turismen aldrig havde fundet vej til Rajathan. Byen rummer adskillige små templer og et farverigt gadeliv, hvor der altid sker et eller andet. Udenfor bygrænsen arbejder de lokale bønder i markerne, og ikke meget synes at have ændret sig her i generationer. Lyder alt dette for aktivt, er det også ualmindelig fristende at nyde en stille og rolig formiddag ved swimmingpoolen eller i skyggen med en god bog omgivet af det gamle forts atmosfærefyldte arkitektur.
Vi mødes igen om eftermiddagen, hvor vi skal kigge nærmere på livet på landet. Vi gør det endda på meget lokalt vis ombord på en vogn trukket af enten okser eller kameler. Sådanne vogne bruges stadig i vid udstrækning i Rajasthan, og vi har nok allerede set adskillige af dem langs vejene. Tilbage på fortet venter en god middag, mens natten sænker sig over Khejrala.
Inkluderet: Morgenmad & Aftensmad
Dag 11:
Fantastiske stentempler og romantiske Udaipur
Vi forlader Khejrala fra morgenstunden og kører mod Udaipur. Men inden vi når så langt, venter en af Rajasthans mest oversete seværdigheder: de prægtige jain-templer ved Ranakpur. Templerne er blandt de helligste og mest storslåede af sin art i verden. Engang lå der en by omkring templerne, men i dag ligger de smukke hvide marmorbygninger i fredfyldte omgivelser nær Maghai-floden på en baggrund af lave grønne bjerge. Det er nu ikke freden og roen, der lokker tusindvis af pilgrimme til templerne hvert år, men de delikate udskæringer, der dækker alle vægge, søjler og kupler i hovedtemplet. Indiske templer er kendt for deres stenudskæringer, men kun få andre steder har stenhuggerne opnået samme grad af detaljerigdom som i Ranakpurs templer. Et godt eksempel er den storslåede centrale kuppel og de 1444 søjler, der hver især er helt unikke. Kvaliteten af udskæringerne er ganske enkelt enestående, og templerne anses som noget af det absolut ypperste indenfor indisk tempelarkitektur. Ranakpur er ikke et sted, man oplever hurtigt, så vi tager os god tid til at nyde detaljerne og stemningen i templet, inden vi fortsætter det sidste stykke mod Udaipur.
Vi ankommer til Udaipur om eftermiddagen og indlogerer os straks på det lækre paladshotel Hilltop Palace. Navnet er velvalgt, for hotellet ligger på en bakketop med en fantastisk udsigt over Udaipur og Fatehsagar-søen. Efter indtjekning er resten af dagen fri til på egen hånd at få de første indtryk af denne spændende by. Men det er også fristende at blive på hotellet for at nyde de smukke omgivelser og få vasket rejsestøvet af i den dejlige swimmingpool.
Inkluderet: Morgenmad & Aftensmad
Dag 12:
Vidunderlige Udaipur og eventyrlig middag
Udaipur er kendt for at være en af Indiens mest romantiske byer, og det er da også en eventyrlig by med skrånende gader, paladser, basarer og livlig gadehandel, der venter os denne morgen. Byen ligger ned til den billedskønne sø Pichola, der prydes af det berømte luksushotel Lake Palace på en ø midt i søen. Den eventyrlige bygning fra 1754 var oprindeligt et fyrstepalads, men i dag bydes gæster fra hele verden velkommen i de luksuriøse marmoromgivelser. Paladset opnåede berømmelse, da det blev anvendt i James Bond-filmen »Octopussy«. I filmen svømmer Roger Moore forklædt som krokodille ud til paladset, der er beboet af en smuk kvindelig juvelsmugler. Vi anvender dog et mere traditionelt transportmiddel, når vi i aften sejler ud til øen for at spise middag i de overdådige omgivelser.
Men Lake Palace er langt fra det eneste palads, byen har at byde på. Udaipur rummer en sand overflod af fantastiske paladser, storslåede templer, eventyrlige fort og vidunderlige haver, der afspejler århundreders historie og indflydelse i byen. Ind imellem de smukke gamle bygninger udfører byens knap halve mio. indbyggere deres dagligdagssysler på vanlig indisk vis. Kvinder handler på byens markeder iført farverige sarier, og hellige mænd valfarter til templerne for at ofre. Barberer servicerer kunder fra deres barberstole opstillet i de små sidegader, mens motoriserede rickshaws suser ind og ud mellem gadens tusindvis af fodgængere, gadesælgere og hellige køer.
Formiddagen byder på en byrundtur, der starter ved City Palace. Udai Singh d. 2. påbegyndte byggeriet af paladset, men senere har flere fyrster sat deres præg på det enorme kompleks, der i dag er det største i Rajasthan. Du besøger de utallige rigt udsmykkede gårde og korridorer, der er fyldt med skønne mosaikker, udstoppede dyr og porcelænsfigurer. I tilgift får vi en imponerende udsigt over byen og Pichola-søen.
Herefter går turen til Jagdish-templet i den gamle bydel. Vi når frem til templet gennem smalle gader, hvor vi oplever Indien råt for usødet. Et sted sidder magre, hellige mænd i slidte men farvestrålende kjortler på række, alle med benene foldet op under sig og med et bæger til almisser foran sig. På den anden side af gaden sidder kvinder klædt i alle regnbuens farver og betragter livet passere forbi. På vej til markedet med dagens høst drives æsler og kameler af sted under bøndernes ivrige tilråb. Måske bevæger et ligtog sig langsomt gennem kaoset i retning af ligbrændningspladsen. Jagdish-templet ligger højt i bybilledet og nås ad en bred stejl trappe flankeret af to hvide marmorelefanter.
Formiddagens sidste stop er Saheliyon Ki Bari - Jomfruernes Have. Dette skønne åndehul er efter sigende bygget af 48 kvinder, som Maharana Sangram Singh modtog som en del af sin medgift. Haven er en fredfyldt oase fyldt med farvestrålende og velduftende blomster, springvand og små pavilloner.
Ved middagstid går turen tilbage til hotellet, hvor det er muligt at slappe lidt af eller begive sig ud på oplevelser på egen hånd. Vi mødes igen sidst på eftermiddagen, hvor vi står til søs på Pichola-søen. Det siges, at det var synet af denne smukke sø, der i sin tid inspirerede Maharaja Udai Singh til at bygge Udaipur langs dens bredder. Meget har ændret sig siden dengang, men søen er stadig et fantastisk syn. Ikke mindst i eftermiddagens bløde lys, når facaderne på paladserne omkring søen gløder gyldent i det orangerøde lys. Fra båden kommer vi naturligvis til at se Lake Palace fra søsiden, men vi oplever også øen Jagmandir, hvis palads har en spændende historie. Mens stormogul Shah Jahan stadig var kronprins, faldt han i unåde hos sin far og måtte flygte i sikkerhed til Jagmandir-paladset sammen med sin hustru. Paladset, der er bygget i gul sandsten og hvidt marmor, var overdådigt udsmykket med farvestrålende ædelsten så værdifulde, at de senere er blevet stjålet. Legenden fortæller, at de under deres ophold forelskede sig i stedets skønhed, og at Jagmandir-paladset blev inspiration for stormogulen, da han syv år senere påbegyndte byggeriet af Taj Mahal.
Middagen er denne dag en ganske særlig oplevelse. Vi spiser et helt specielt sted og nyder en lækker middag i eventyrlige omgivelser.
Inkluderet: Morgenmad & Aftensmad
Dag 13:
Udaipur på egen hånd
Dagen er fri til egne eventyr i Udaipur. Shop på de atmosfærefyldte lokale markeder, dyk dybere ned i byens fantastiske køkken og nyd nogle af byens mange historiske attraktioner. Det er værd at lægge vejen forbi søen og nyde den smukke udsigt over paladserne langs bredden. Hvordan du vælger at bruge dagen, er op til dig, og rejselederen kommer naturligvis gerne med forslag.
To særligt spændende ture arrangeres mod et lille ekstra-beløb for de, der gerne vil opleve et par af seværdighederne omkring Udaipur. Den ene tur går til templerne Eklingi og Nagda, der ligger ca. 20 km udenfor Udaipur.
Eklingi-templet er dedikeret til Shiva, og består af mere end 100 tempelbygninger. En stor gammel mur omkranser tempelområdet og beskytter de gamle bygninger, der har prydet dette sted siden år 734 e. Kr. Templerne indeholder adskillige smukke statuer, og pilgrimme tiltrækkes stadig til de hellige bygninger for at bede til Shiva og en række af Indiens øvrige guder og gudinder. Fra Eklingi er der ikke langt til Mewar-dynastiets gamle hovedstad i Nagda. Byen blev lagt øde af invaderende muslimske hære, men en del af byens templer overlevede, og de er fyldt med smukke detaljer hugget ud i sten.
Den anden tur er væsentlig længere, og går til byen Chittaurgarh omkring 100 km fra Udaipur. Chittaurgarh er i dag en relativ lille by, men byens historie er en af de mest farverige i hele Rajasthan. Utallige krige er gennem tiderne blevet kæmpet om den befæstede by, og i hele tre tilfælde igennem byens historie valgte indbyggerne den ærefulde udvej »jauhar« frem for at overgive sig. Kvinder begik selvmord, og mændene red ud mod den sikre død på slagmarken. Alene i 1535 i slaget mod Sultanen af Gujarat, Bahadur Shah, siges det, at 13.000 kvinder og 32.000 mænd døde på denne måde. Derfor er Chittaurgarh kommet til at stå som et klassisk eksempel på Rajasthans legendariske stolthed og heltemod, og mange sange og historier fortæller om byens glorværdige fortid.
De gamle mure af Chittaurgarhs enorme fort står endnu, mens de fleste bygninger kun har overlevet som ruiner. Paladser, militære anlæg og templer fyldte engang den befæstede by, der dækkede en hel bjergtop. Men fortets største attraktion er i dag de to formidable sejrstårne på henholdsvis 22 m og 37 m højde. Tårnene er mere end 500 år gamle og rigt udsmykket med hinduistiske motiver. Du besøger det enorme fort, inden turen går tilbage mod Udaipur.
Inkluderet: Morgenmad & Aftensmad
Dag 14:
Hinduernes hellige by, Varanasi
Vi skal tidligt op i dag, for at nå morgenflyet via Delhi til Varanasi. Men det betyder, at vi allerede omkring middagstid lander i Indiens helligste by. Efter indlogering på vores hotel er resten af eftermiddagen fri til at gå på opdagelse i denne unikke by.
Varanasi ligner ingen anden by. Hverken i Indien eller noget andet sted. Byen ligger ved bredden af den hellige flod Ganges og har i årtusinder været det vigtigste religiøse centrum for Indiens hinduer. Det er en by, der påvirker alle vores sanser. Lydene, lugtene, farverne og varmen gør oplevelsen intens, og det myldrende kaos af hellige køer, biler, pilgrimme, turister og hellige mænd gør et uudsletteligt indtryk på den besøgende.
Vi mødes igen sidst på dagen, og lige inden solnedgang kører vi ned til floden, hvor der venter os en stor oplevelse. Det sidste stykke foregår med cykelrickshaw gennem basarens smalle gader. Hver aften ved sekstiden udfører hinduerne en særlig religiøs ceremoni, som tiltrækker tusindvis af mennesker. De sætter olielamper ud i floden, og når mørket sænker sig, og lysene driver af sted, opstår magien. Det er på aftener som denne, at man oplever Varanasi fra sin allersmukkeste side. Efter ceremonien vender vi tilbage til hotellet for at spise middag sammen.
Inkluderet: Morgenmad & Aftensmad
Dag 15:
Sejltur på Ganges og buddhisternes Sanath
Varanasis mest farverige side ser man dog om morgenen. Vi står derfor tidligt op og kører ned til Ganges. Den sidste del af turen foregår til fods gennem de stemningsfyldte gader, hvor vi følger hindupilgrimmene, der i tusindtal valfarter til Ganges i de tidlige morgentimer. Nede ved floden stiger vi om bord i små både og sejler ud i skæret fra solens første stråler, der får husene langs floden til at gløde med et næsten gyldent skær. Der er konstant omkring en million pilgrimme i byen. De er kommet hertil for at deltage i det spirituelle, rensende bad i Ganges. Mange fattige ankommer til fods og har tilbragt måneder på landevejen, inden de endelig kan træde ned i flodens grumsede vand. Overalt på trapperne, der fører ned til vandet, ses senede mænd i lændeklæder og kvinder i farvestrålende sarier, som vasker sig i det hellige vand. For de fleste er det deres livs drøm, der går i opfyldelse, og hele atmosfæren i byen og ved floden bekræfter dem i ønsket om også at ende deres dage i Varanasi. For at dø i Varanasi er den sikreste vej til himlen. Fra båden kan vi suge hele det spektakulære skue til os, mens røgen fra de mange ligbål langs floden blander sig med røgen fra de hellige mænds hashpiber og driver i et tyndt silkeagtigt slør ud over floden. De hellige mænd sidder ved siden af ligbålene og mediterer, alt imens hellige køer går rundt og leder efter noget spiseligt. Tilbage på landjorden går vi en tur gennem de smalle baggyder, der synes næsten lige hektiske som på trapperne langs floden.
Tilbage på hotellet venter os en velfortjent morgenmad og et par timers hvile, inden vi over middag kører til den lille by Sarnath nær Varanasi. Det var her, Buddha for 2.500 år siden for første gang underviste i sin lære, kendt som »dharma« i den buddhistiske verden. Den buddhistiske lære er siden blevet spredt af hans disciple til alle verdenshjørner. På mange måder er Sarnath for buddhister, hvad Varanasi er for hinduerne. Også her kommer mange pilgrimme, der rejser hertil for at opleve det sted, hvor Buddha for alvor grundlage buddhismen som religion. Sidst på eftermiddagen er vi tilbage til Varanasi, hvor vi spiser sammen på en god indisk restaurant.
Inkluderet: Morgenmad & Aftensmad
Dag 16:
Varanasi på egen hånd og fly til Delhi
Formiddagen kan bruges på at gøre de sidste indkøb. En udflugt til et af områdets silkeværksteder, kan også arrangeres, inden vi kører til lufthavnen og flyver til Delhi. Ved ankomsten kører vi ind til en af byens gode restauranter og spiser afskedsmiddag, inden vi vender tilbage til lufthavnen og påbegynder hjemrejsen.
Inkluderet: Morgenmad & Aftensmad
Dag 17:
Ankomst til Danmark
Flyet letter efter midnat og flyver over Amsterdam eller Zurich til København, hvor vi lander om morgenen.