Dag 1:
Afrejse fra København
Afrejse fra København med KLM til Amsterdam. Herfra fortsætter vi til Guangzhou i Sydkina.
Dag 2:
Guangzhou - Guiyang
Du ankommer til Guangzhou og flyver med indenrigsfly til Guiyang, der er hovedstad i Guizhouprovinsen. Du indlogeres på et godt hotel midt i byen.
Dag 3:
Qingyan & bouyifolket
Efter morgenmaden går turen til den befæstede by, Qingyan. Byen blev opført som garnisonsby for de kejserlige soldater i 1373, og bymuren fra dengang omkranser stadig Qingyan. Det er en af de bedst bevarede bymure i Kina. Fuldstændig intakt med udkigstårne og byporte. Inde bag murene går du på opdagelse i den gamle bys labyrint af smalle gader, der kantes af huse, svungne tage og stemningsfulde templer. Efter frokost besøger du en af de nærliggende landsbyer. Her skal du møde bouyifolket, der er en af de største etniske grupper i Guizhou. Ud over de etniske kinesere, der først kom hertil i det 7. århundrede udsendt som soldater i den kejserlige hær, findes der i Guizhou 13 andre etniske folk. Disse etniske grupper udgør i dag lige knap halvdelen af Guizhous samlede befolkning på 37 mio. mennesker. En af de største grupper er bouyifolket, der alene i Guizhou tæller omkring 2,8 mio. individer. Bouyierne er dygtige bønder, og stammens kvinder er anerkendt langt ud over provinsens grænser for deres væveteknik og fine tekstiler. Hvor de fleste andre stammefolk i Guizhou bor i træhuse, foretrækker bouyifolket huse af sten. Du går en tur gennem landsbyen og hilser på hos nogle af de lokale. Du er tilbage i Guiyang hen på eftermiddagen.
Dag 4:
Zhenyuan - pagoder og smukke huse
Tidligt om morgenen kører du fra Guiyang mod Zhenyuan, hvor du er fremme ved middagstid. Den gamle handelsby er rig på historie og rummer templer, pagoder og smukke huse fra en svunden tid. Efter frokost går du over den smukke gamle stenbro, der fører over Wuyangfloden til et taoistisk tempel bygget ind i klippevæggen og Den Blå Drages Grotte. Til aften besøger du natmarkedet. Her anbefaler vi, at du slår dig ned ved et af de mange gadekøkkener, hvor man får veltillavet og virkelig autentisk kinesisk mad. Glæd dig, det er en stor oplevelse!
Dag 5:
Sejltur på Wuyang-floden
Du indleder dagen med en kort bustur til det sted, hvor Wuyang-floden begynder sit løb ind gennem en enestående smuk kløft. I små både sejler man ind i den smalle kløft, hvor stejle kalkstensbjerge tårner sig op på begge sider. På floden ses farverige vandfugle og hejrer i lavt svæv henover vandet. Du spiser frokost i Zhenyuan, og bagefter er der mulighed for at gå lidt på opdagelse i byen på egen hånd. Vi kan anbefale en vandretur til toppen af bjerget bag hotellet. Det er en lidt anstrengende tur med mange trapper, men når man står på toppen, belønnes man med en fantastisk udsigt til byens tage og det omgivende bjerglandskab. Heroppe ses også rester af den gamle bymur. Gør man turen i de tidlige morgentimer ligger bjergtoppene indhyllet i en let dis, og så vil man møde de lokale, der bruger vandreturen til toppen som opvarmning til dagens tai-chi øvelser.
Dag 6:
Gæst hos miaofolket
Det er tid til at rejse videre. Du forlader Zhenyuan og kører gennem landområder, hvor landskabet hele tiden synes at skifte karakter. Du gør holdt i Shidong og hilser på hos borgmesteren, hvis han er hjemme. Han er landsbyens leder og den lokale partisekretær, og han tager gerne imod gæster i sit private hjem. Som de øvrige i landsbyen er han ikke etnisk kineser. Han er miao og tilhører den største af de etniske grupper i Guizhou. Og selv om det kun er formiddag, vil han sikkert finde flasken med maotai frem. Nogle vil mene, at det er lidt tidligt med brændevin om formiddagen. Men det er nu engang tradition på disse kanter, at man byder på brændevin, når man får fine gæster. Og det betragtes som uhøfligt, hvis man afslår at drikke et glas med værten. Nogle mener, at det smager som en blanding af acetone og vinduesrens. Den særlige cocktail har vi aldrig smagt, men vi medgiver, at den kinesiske snaps har en karakteristisk smag. Man anslår, at der bor 4,3 mio. miaoer i Guizhou. Indenfor miaostammen findes der flere undergrupper med hver deres særegne dialekt og klædedragt. Ofte skal man blot til den næste landsby for at opleve forskellen. Du kører til byen Kaili, som ligger skønt ved foden af Xiang Lu Bjerget. Den er hovedbyen i Qiandongman et område med selvstyre for miao- og dongstammefolkene. Omkring 70 % af befolkningen her er stammefolk. Du besøger Kaili Museum, som giver dig et godt indblik i dongfolkenes historie. Helt speciel er den store udstilling af de mange skønne og farverige klædedragter fra området.
Dag 7:
Flere uforglemmelige landsbyer
I dag besøger du to kulturelle perler: miaolandsbyerne Qingman og Shiaiao. I Qingman ser du hvordan de lokales flotte klædedragter bliver lavet. Kvinderne her er eksperter i komplicerede broderiteknikker. Herefter et besøg i Shiqiao. Her går du fra værksted til værksted og ser, hvordan der produceres papir efter ældgamle metoder. Du sætter kurs mod byen Leishan, hvor du skal overnatte. På vejen til Leishan kan du nyde en udsigt til rismarker, hvor bønder går med vandbøflen spændt for træploven. Der er stort set ingen trafik på de udmærkede veje, som er regeringens gave til den fattige Guizhouprovins. Folk enten går, rider på vandbøffel eller cykler.
Dag 8:
Langde og Datang
Du kører til Langde. En miaolandsby, der ligger gemt væk i bjergene. Byens ældste mænd har taget opstilling udenfor landsbyen. Her står de iført lange sorte kjoler og turbaner, mens de spiller på store bambusrør, som de har bygget om til lushengfløjter. Langs stien op til landsbyen står landsbyens kvinder i farverige dragter. I hænderne har de vandbøffelhorn og skåle med brændevin, som man kan nippe til på vejen op. På landsbyens torv, optræder byens unge mænd og piger med traditionelle danse, mens høns og småbørn springer omkring på pladsen. Fra Langde kører du til landsbyen Daitang. Indbyggerne tilhører en særlig gren af miao-stammen, hvor kvinderne går i korte skørter med et smukt broderet bagstykke. Herfra fortsætter du ind gennem de stejle bjerge og gør blandt andet stop ved de fantastiske risterrasser i Konden. Er du heldig, rammer du måske dagen for markedet i byen, der oversat til dansk hedder "Det Velduftende Får". Der hersker en wildwestagtig stemning i byen, hvor de lokale bønder kommer ridende og cyklende ind for at handle og sælge afgrøder på markedet. Nogle er kommet langvejs fra og trækker bure med levende høns ud af en støvet rutebil. En bonde haster af sted med et åg over skulderen. På hver side hænger en sprællevende gris i et bambusbur. Slagteren venter.
Du begiver dig ind i myldret af mennesker, der fniser og griner ved synet af de mærkelige fremmede. Her blander du dig med hesteprangere, slagtere, tandudtrækkere og kinesiske medicinmænd med et imponerende arsenal af urter og indtørrede krybdyr. Hen på eftermiddagen ankommer du til Rongjiang, hvor du indlogeres på et relativt beskedent hotel for en enkelt nat.
Dag 9:
Hos dongfolket i Zhaoxing
Du kører sydover og følger floden, der kantes af frodige marker, bambusskove og små landsbyer. Du drejer fra og kører til den lille landsby, Basha, hvor du skal opleve en ny gren af miaostammen. I denne by har mændene, så længe nogen kan huske, haft en hårpisk. Og det har de stadig, som de eneste blandt miaofolket.
Siden fortsætter du mod syd. Du har kurs mod Zhaoxing, der er en af de smukkeste donglandsbyer i Guizhou. Dongfolkets landsbyer kan man genkende på lang afstand med de imponerende trommetårne, der rager højt op over tagene. I Zhaoxing har de flere trommetårne. Der er et for hver klan. Og den dag i dag spiller tårnet en central rolle for landsbyboerne. Det er her under de svungne tage, de mødes, når vigtige emner skal drøftes. De kommende to nætter tilbringer du i Zhaoxing, der er en af de mest stemningsfulde byer i Sydkina.
Dag 10:
Vandretur mellem bjerge og rismarker
Du har formiddagen til fri disposition. En vandretur mellem rismarkerne og op i bjergene kan varmt anbefales. Over middag besøger du landsbyen Tangán Dong.
Dag 11:
Sanjiangs smukke træbroer
Efter morgenmaden forlader du Zhaoxing og kører til Sanjiang, der er hovedstad i Sanjiang Dong Minority Autonomous County. Byen er primært beboet af dongfolk, der også udgør den største befolkningsgruppe i landsbyerne rundt om byen. Dongfolket er særlig kendt for deres tekstiler, deres traditionelle korsange samt ikke mindst deres smukke træbroer. Området omkring byen er storslået, og indimellem donglandsbyerne ses af og til også landsbyer beboet af zhuang-, miao-, yao- og hanfolk. Du besøger Diping Vind- og Regnbroen, inden frokosten serveres på en lokal restaurant. Eftermiddagen byder på en anden af områdets store attraktioner; Chengyangqiao Vind- og Regnbroen. Den 78 m lange overdækkede bro ligger smukt i en frodig floddal mellem små donglandsbyer. Det tog landsbyboerne 12 år at færdiggøre det store bygningsværk, men der blev heller ikke sparet på noget. Særligt tagkonstruktionen med sine fem smukt udskårne trætårne i den traditionelle dongstil er bemærkelsesværdig. Da broen endelig stod færdig i 1912, var resultatet så vellykket, at Chengyangqiao blev anset som den smukkeste af områdets ikke mindre end 108 sådanne broer. Der returneres til Sanjiang sidst på dagen, hvor du overnatter. Middagen serveres på en af byens lokale restauranter.
Dag 12:
Ping An & Kinas største risterrasser
Rejsen fortsætter gennem bjergene til Longji, hvor bønder fra stammerne yao og zhuang gennem generationer har skåret risterrasser ud af bjergenes skråninger. I dag regnes risterrasserne i Longji blandt de største i verden. De dækker et areal på 66 km2, og der er risterrasser, så langt øjet rækker. Dit hotel ligger midt i dette fantastiske landskab i en lille fredfyldt landsby ved navn Ping An. Bilen kan ikke køre hele vejen op, så det sidste stykke vej må du tilbagelægge til fods. Det er en flot vandretur på godt og vel en halv time. Bagagen tager de lokale bærere sig af. Ved ankomsten er resten af dagen til fri disposition, men vi anbefaler en vandretur omkring byen, hvor udsigten til landsbyerne og de uendelige risterrasser er ufattelig spektakulær. Snart vil det stå klart, hvorfor dette område også er kendt under navnet "Dragens rygsøjle". Denne aften spiser du middag på hotellet.
Dag 13:
Natmarked i Guilin
Er du morgenfrisk og vil se en betagende solopgang, kan en tur på toppen af bjerget lige over hotellet anbefales. Efter frokost sætter du kurs mod Guilin. På vejen besøger du Rørfløjtehulerne, inden du indlogeres på dit hotel midt i byen. Om aftenen besøger du byens natmarked, og du får mulighed for at stifte bekendtskab med det eksotiske sydkinesiske køkken. I Guilin stiller mange af restauranterne menukortet til skue på gaden. Her kan man se fade, bure og akvarier med slanger, skildpadder, skorpioner, snegle og muslinger - og mange andre af de delikatesser, som er så eftertragtede på disse kanter.
Dag 14:
Flodbåd til Yangshou
I dag begiver du dig ud på en fantastisk smuk flodrejse. Du sejler ad Lifloden, der bugter sig ind og ud mellem hundredvis af grønne kalkstensbjerge. På din vej fra Guilin til Yangshou passerer du små landsbyer, bønder på arbejde i rismarken, badende unger, vandbøfler med kun hovedet oven vande og fiskere på smalle bambusflåder, der trækker fangsten op af skarvens næb. Det er som at befinde sig i et klassisk kinesisk landskabsbillede. Frokosten nyder du undervejs. Kokken står på agterdækket og tilbereder maden over åben ild. I godt vejr tilbringer du megen tid på øverste dæk, mens livet ved floden glider forbi. Efter tre timers uforglemmelig sejlads ankommer du til den hyggelige by Yangshou. Du har resten af dagen til fri disposition. Vi anbefaler, du bestiller billetter til Zhang Yimous berømte show "Impression", som opføres af 800 lokale på floden.
Dag 15:
Cykeltur på landet
Efter morgenmaden tager du på cykeltur. Du kører ad smalle grusveje gennem et fantastisk landskab, hvor grønklædte kalkstensbjerge spejler sig i rismarkernes vand. I marken arbejder bønderne. Nogle planter ris. Andre høster. Her og der ser man en bonde gå bag en træplov trukket af en vandbøffel. Jorden er tydeligvis god, og der er vand i rigelige mængder. Du kører gennem maleriske landsbyer og passerer børn på vej i skole. Dette er det ægte, landlige Kina. Det Kina, som de fleste rejsende drømmer om at opleve. Du spiser frokost i en lille landsby ved floden. Du har eftermiddagen til fri disposition. Sidst på dagen begiver du dig mod lufthavnen i Guilin. Her flyver du med indenrigsfly til Guangzhou.
Dag 16:
Guangzhou - København
Efter en tidlig morgenmad kører du til lufthavnen og flyver via Amsterdam med China Southern Airlines til København. Du ankommer til Danmark hen på aftenen.