Dag 1:
Afrejse København
Afrejse med Jet Airways fra København til Kathmandu.
Dag 2:
Kathmandu
Ankomst til Delhi om morgenen. Flyskift og videre fra Delhi til Kathmandu. Udsigten til Himalayas sneklædte tinder er en indikation af, at vi nærmer os ankomsten til Nepal. Kort tid før vi lander i hovedstaden Kathmandu, er det på en klar dag muligt at se verdens højeste bjerg, Mount Everest, der strækker sig 8.850 meter mod himlen. I Kathmandu lufthavn bliver du modtaget og kørt til Shangri La, hvor du tilbringer de næste par dage. Hotellet er beliggende tæt ved centrum i Kathmandu og kun med kort afstand til små hyggelige butikker og gode restauranter. Resten af dagen til fri disposition.
Dag 3:
Sightseeing i Kathmandu
Rundturen i det sagnomspundne Kathmandu begynder ved Nepals vigtigste hindutempel, Pashupatinath. Et virvar af mindre templer og bygninger ligger spredt ud over et stort område, der gennemskæres af den hellige Bagmati flod. Højlydt messen fra ofrende pilgrimme, klingende klokker, slangetæmmerens hysteriske fløjte samt skrig fra vilde aber, blander sig med røgen fra de mange ligbål og efterlader tilskueren i et sandt sansebombardement.
En mere fredfyldt oplevelse er det at besøge Nepals største buddhistiske stupa, Boudanath. Helligdommen og de omkringliggende klostre er en fin introduktion til landets næststørste religion, buddhismen, som ligeledes er omdrejningspunktet for de folk, du senere møder i bjergene. Ligesom de mange pilgrimme, går du rundt om stupaen i urets retning, og under de blafrende bedeflag får du lejlighed til at hilse på lamaer og nonner fra forskellige buddhistiske sekter.
Tilbage i Kathmandus gamle bycentrum er det tid til en rundtur på Durbar Square, torvet der omkranser det gamle kongepalads. Området er fyldt med særegne og interessante templer i den traditionelle Newar pagodestil, men det mest spændende er nok, om det lykkedes at få et glimt af den levende gudinde i Kumari bahal. Den sky gudinde har overnaturlige evner og kontakt til næsten alle templer i landet, men hun viser sig kun offentligt få gange om året. Ophold på Shangri La.
Dag 4:
Kathmandu - Lukla - Monjo
Transport til lufthavnen og med et 16 personers Twin Otter fly flyver du til den lille bjergby Lukla. Flyturen og landingen på den smalle bjerglandingsbane er noget du med sikkerhed vil berette om i mange år. Ude af flyet nyder du en kop te, inden du begynder trekking turen til Monjo. Ruten går langs med den brusende Dudh Kosi, Mælke floden, og igennem et grønt bælte af rhododendron- og fyrreskov. Fjerner man opmærksomheden fra stien, kommer nogle af Himalayas kæmper frem fra deres skjul. Vandringen er på cirka 5 timer og frokosten spises ved flodbredden i Thado Koshi. Når du ankommer til Summit Mountain Lodge midt på eftermiddagen bliver der serveret te og kager. Din første dag i bjergene har budt på mange indtryk: bærere med transistorradioer, trætte trekkere på vej tilbage til Lukla, bedeflag der blafrer i vinden, bærere der hviler sig udenfor de lokale tehuse og det dramatiske landskab, der smukt omgiver dig. Ophold på Summit Mountain Lodge.
Dag 5:
Monjo
Monjo er en malerisk lille landsby i 2.850 meters højde. Monjo har cirka 25 huse og ligger i en smal dal for foden af bjerget Thamserku 6.608 meter. Landsbyen ligger lige før indgangen til Sargamatha National Park, hvor de to floder Thamserku Khola og Dudh Kosi løber sammen. En dagsudflugt til Thakcho Hill i 3.000 meter kan varmt anbefales. Der er en enestående udsigt til Himalaya giganterne Kongde Ri, Karelung, Thamserku og Numbur Himal. Vandreturen tager cirka 4 timer. Ophold på Summit Mountain Lodge.
Dag 6:
Monjo - Namche Bazar - Tashinga
Når morgenmaden er spist og rygsækken pakket, starter dagens trek med at gå ind i nationalparken. Efter cirka en times vandring begynder opstigningen til sherpafolkets hovedstad Namche Bazaar i 3.450 meter. Det er en stejl opstigning gennem en skov af silkefyr og piletræer, som dog i moderat tempo er overstået på 2-3 timer. Den travle lille bjergby summer af aktivitet i de mangesmå forretninger, lodger og restauranter. Sherpaernes historiske evner som dygtige handelsfolk lader sig ikke skjule, og de fleste må have pungen frem flere gange. Du spiser frokost i Namche Bazaar og der er god tid til at opleve byen og stemningen i de smalle brolagte gader. Efter frokost forsætter trekket til Tashinga. Stien snor sig langs bjergsiden, højt over Dudh Kosi floden, og med udsigt til et af verdens smukkeste bjerge, Ama Dablam. Ophold på Tashinga Summit Lodge.
Dag 7:
Udflugt til Thyangboche
På den anden side af dalen kan du se, hvordan stien snor sig op gennem bjergene til det kendte kloster, Thyangboche. Turen til klosteret går først nedad til den lille landsby, Phunki Tenda, der ligger ved Dudh Khosi floden. Du krydser floden ad en hængebro, og derefter går det stejlt opad i en times tid, gennem rhododendron- og fyrretræsskov, til Thyangboche og sherpafolkets berømte og sagnomspundne kloster. Klosterets beliggenhed er ubeskrivelig med en fantastisk udsigt til Ama Dablam, Nuptse, Lhotse og Mount Everest. Det er utroligt at tænke på, at klosteret i 1989 brændte helt ned. Efterfølgende er det med hjælp fra frivillige og midler fra Sir Edmund Hillary fonden blevet genopbygget. Du nyder din frokost i Thyangboche, inden du igen efter 6 timer vender tilbage til lodgen i Tashinga.
Dag 8:
Tashinga - Mende
Fra Tashinga går turen nu til landsbyen Mende. Undervejs besøger du den smukke lille landsby Khumjung. Der er mulighed for at kigge indenfor i det fine kloster og den lille landsbyskole, som den første bestiger af Mount Everest, Edmund Hilary tog initiativ til at bygge. Frokosten spises i Khumjung. Dalen du vandrer igennem mod Mende er meget smuk men også ujævn og vild. Den sidste halve times vandring op til Mende er hård og vil uden tvivl gøre dig forpustet. Her kommer de sidste dages træning i bjergene dig tilgode. Ophold på Mende Summit Lodge.
Dag 9:
Udflugt til Thame
Heldagsudflugt til landsbyen Thame. Vi følger Bhote Kosi og kan se de sørgelige rester af "Thame Hydro-electric Project", der skyllede væk kort før færdiggørelsen i 1985, da en gletchersø brød sammen og tog bygninger og broer med sig. Heldigvis er der med østrigsk hjælp blevet bygget et nyt vandkraftværk, der forsyner områdets byer med strøm, så det nu er muligt at have lyset tændt 24 timer i døgnet. Fremme i Thame følger vi nogle imponerende manivægge op til det meget flotte Karag kloster, der ligger klinet til en bjergvæg 150 meter over landsbyen. Klostret, der er cirka 325 år gammelt, har spillet en væsentlig rolle i Khumbuområdets spirituelle historie, og er hvert år centrum for den store Mani Rimdu festival, hvor lamaer og lokale kommer fra hele Solu-Khumbu for at deltage i den ugelange festival. Thame huser også en lang række lokale og nationale helte, og er vi heldige, vil der være mulighed for at hilse på den berømte Mr. Ang Rita Sherpa, som bærer tilnavnet "Sneleoparden". Ang Rita er det første menneske, der har besteget Mount Everest 10 gange! Efter besøget i Thame vender vi tilbage til Mende.
Dag 10:
Mende - Namche Bazar - Monjo
Inden du begynder nedstigningen til Monjo besøger du klosteret, Laudo, der er placeret 15 minutteres vandring fra Mende. Templet er kun 40 år gammelt og blev indtil fornyeligt brugt som meditationsskole for buddhistiske vesterlændinge. Klosteret har et bemærkelsesværdigt meditationsværelse, der er bygget under en kæmpe klippe, hvor de besøgende søger refugium i 3 år, 3 måneder eller 3 dage. Du bliver budt velkommen med en kop te og en kort rundvisning på Laudo. Efter dit besøg på klosteret begynder din vandring nedad til Namche Bazaar, hvor du spiser frokost. Derfra fortsættes nedad til Dudh Kosi floden. Stien bringer dig gennem Shyangboche og Jorsale, inden du efter 5 lette timers vandring kommer til Monjo og Summit Mouantain Lodge.
Dag 11:
Monjo - Lukla
På trekkets sidste dag følger du en anden sti end på turen op. Trekket foregår på en sti højt oppe på den anden side af Dudh Kosi floden, hvilket gør det muligt at besøge Gumila klosteret inden nedstigning til den mere kendte sti. I den lille landsby, Thada Kosi spiser du frokost, inden du fortsætter ned til Lukla. I et afslappet tempo tager turen cirka 5 timer. Ved ankomst til Lukla bliver du indkvarteret på Lukla Summit Lodge.
Dag 12:
Lukla - Kathmandu
Fra Lukla flyver du til Kathmandu, hvor der er transport til Shangri La og resten af dagen er til fri disposition til at nyde byens specielle stemning og gøre de sidste indkøb.
Dag 13:
Hjemrejse
Afhentning på hotellet og transport til lufthavnen for hjemrejse med Jet Airways via London.
Dag 14:
Ankomst Danmark
Du ankommer til Danmark.