Dag 1:
Perth
Om formiddagen er du på en halvdags sightseingtur rundt i Perth og til den gamle havneby Fremantle. Eftermiddagen er til rådighed. Oplev det moderne klokketårn med de gamle klokker i hjertet af Perth. En tur i Kings Park kan også anbefales. Der overnattes 2 nætter på Mantra of Hay, der er et førsteklasse lejlighedshotel, som ligger kun 5 minutters gang fra Swan River og et kvarters gang fra de bedste shoppingmuligheder i Hay Street.
Dag 2:
Perth - Monkey Mia
De næste dage skal du på en tur med engelsktalende guide. Fra Perth sættes kursen mod nord, hvor første stop er Port Denison, der er kendt for sit hummerfiskeri. På turen videre til Shark Bay passeres de fascinerende hældende træer i Greenough. Træstammerne ligger på det nærmeste ned, grundet det høje saltindhold i blæsten fra Det indiske Ocean. Dagens kørsel ender i Monkey Mia ved Shark Bay, der er erklæret Verdens Naturarv, og som er verdenskendt for sit enestående marine liv. Her er fantastiske muligheder for at se både delfiner og hvaler. Overnatning i Monkey Mia.
Dag 3:
Monkey Mia - Kalbarri
Morgenen er til fri rådighed. Du kan vælge at bruge tiden omkring resortet og måske spotte flere delfiner. Der vil også være mulighed for at tilkøbe en guidet sejltur, hvor der er gode chancer for at se skildpadder, søkøer (dugongs) eller de store, majestætiske rokker. Over middag fortsættes via Shell Beach til Kalbarri.
Kystbyen Kalbarri er kendt for sine smukke vilde blomster, der blomstrer fra juli til november, og som tiltrækker turister fra hele verden. I Kalbarri National Park opleves Hawks Head Lookout, hvor der er fremragende udsigt over områdets spektakulære kløfter. Overnatning i Kalbarri.
Dag 4:
Kalbarri - Perth
Oplev the Pinnacles Desert, som er et særpræget område med meterhøje kalkstensformationer i det ellers flade landskab. Efterfølgende er der spændende kørsel i vente, når man forcerer de kæmpemæssige sandklitter ved Lancelin i firehjulstrækkeren. Her er der mulighed for at sandboarde. Turen ender ved ankomst til Perth først på aftenen.