Dag 1:
København - Bangkok
Afrejse fra København til Bangkok.
Dag 2:
Bangkok
Ankomst til Bangkok midt på eftermiddagen. Transport til hotel, hvor du bor de kommende tre nætter.
Dag 3:
Bangkok
Heldagstur "Bangkok væk fra alfarvej", en spændende sejltur ad de mange floder og kanaler, kaldet klonger, hvor byens puls og det daglige liv blandt befolkningen opleves. Du bliver hentet på hotellet tidlig morgen og bliver i bil kørt til Grand Palace. Det tidligere kongepalads blev bygget for over. 200 år siden og udstråler en ro og en skønhed, der er svær at beskrive - det må udsmykninger opleves. Du vil se et væld af hvidmalede bygninger med fantastisk smukt ornamenterede tage og, der stadig præger traditionel udsmykning af templer og rigmandsboliger. I Grand Palace ligger også templet med Thailands helligste Buddha, der er skåret ud af ét stort stykke smukt, lysende grønt jade. Efter dette store højdepunkt er der to minutters gang til Tha Chang Kajen, hvorfra der er afgang med ekspresbåd til Nontaburi. Ekspresbåden udskiftes med en mindre „piskerisbåd" og turen går til Bang Yai. Undervejs stopper guiden ved et meget lokalt tempel. På Bang Yai markedet skal du naturligvis smage på nogle af de mange spændende tropiske frugter. Herefter videre med små speedbåde for at komme ind i de allermindste og grønne kanaler i det ukendte Bangkok. Her foregår al handel fra små fladbundede både: der sælges frisklavet mad fra transportable køkkener, nyhøstet frugt og grønt, tøj, sæbe og blomster. Herude er vandet livsnerven, der binder Bangkok sammen. Naturen er fantastisk grøn og kontrasterne er store til området omkring hotellet, hvor du bor. Der er frokost inkluderet i turen som slutter ved dit hotel. OBS! For at besøge Grand Palace skal man være korrekt påklædt: lange bukser eller knælang nederdel, dækkede skuldre og lukkede sko.
Dag 4:
Bangkok
Dagen er til fri disposition. Bangkok - „Englenes By" - blev grundlagt i 1782 af Rama den første. Blandt thaier kaldes byen aldrig andet end Krung Thep, „Englenes By". Thailands pulserende hovedstad med næsten otte millioner indbyggere er en hektisk og sprudlende by, der ikke kan undgå at påvirke dig. Byen er et skrækeksempel på dårlig byplanlægning, men måske er det netop byens kaos, der gør Bangkok til så intens en oplevelse. Det første indtryk er de futuristiske skyskrabere i glas og beton, men når du kommer ned i gadeplan, dukker kontrasterne for alvor op. I vrimlen af osende tuk-tuker, biler, taxaer og motorcykler finder du gyldne templer side om side med imponerende stormagasiner. Om aftenen bøjes byen i farvestrålende neonreklamer, og i takt med at duften fra gadekøkkenerne breder sig i gaderne, forvandles fortove og pladser til livlige markeder.
Dag 5-9:
Bangkok - Khao Yai Nationalpark - Phimai - Chiang Mai
Første dag: Du bliver hentet tidligt på dagen på denne fem dage/fire nætters tur til Khao Yai Nationalpark og Phimai. Turen går direkte til dit hotel, hvor du skal overnatte de kommende to nætter. Efter frokost på hotellet begynder turen i Khao Yai Nationalpark, der er en af Thailands ældste og mest spændende nationalparker, og som huser den største variation i dyr og planter af nogen nationalpark i Thailand. Der findes et væld af ædle træsorter, vilde orkidéer, og er man heldig, oplever man også noget af dyrelivet. Det er en nem tur, der kan nydes af naturelskere i alle aldre. Bilen kører gennem de smukkeste dele af Khao Yai, og der er afsat god tid til at nyde de naturskønne Haew Suwat vandfald, hvor du også kan tage dig en forfriskende dukkert. Siden besøger du de vulkanske flagermusgrotter, hvor tusindvis af flagermus ved aftentide flakser ud i deres natlige jagt på føde. Samtidig kan du opleve et af naturens mange dramaer: falkene lurer i nærheden af grotteåbningen i håb om en fed flagermusfangst. Om aftenen kan du vælge at deltage i en tur (ikke inkluderet) til det meget lokale nattemarked i Pak Chong.
Anden dag: Du bliver kørt dybt ind i bjergene for at vandre gennem et sceneri af forunderlige bjerge, hvor der stadig findes uberørt jungle. Vandreturen foregår ad elefantveksler, der følger kølige vandløb frem til storslåede vandfald, hvor du kan svømme. Udsigten fra klipperne i ca. 1300 m højde er enestående. Afhængig af tidspunktet på året kan du opleve blomstrende træer, vilde orkidéer i hundredvis og de smukkeste sommerfugle. Dyrelivet er også rigt: her findes den største bestand af vilde elefanter i Thailand (200 individer), gaurokser, aber, hjorte, bjørne og fugle inkl. den berømte næsehornsfugl. Du kommer tilbage til hotellet sidst på eftermiddagen, så du kan få et hvil og lidt mad, inden natturen starter kl. 19.00. Du kører gennem både skov og græsland, og guiden fortæller om dyrenes adfærd. Det er nemlig nu, der er størst chance for at opleve dyrene, der hviler i skjul om dagen. Efter endt tur venter hotellet med middag til de sultne.
Tredje dag: I Phimai Historiske Park skal du opleve fantastiske, restaurerede khmer ruiner. Under khmererne var store dele af Thailand indlemmet i Angkor imperiet. En vej forbandt Phimai med khmerrigets hovedstad Angkor i Cambodia. Prasat Hin Phimai blev bygget i khmerrigets storhedstid i begyndelsen af det 12. århundrede. Monumentet har stor historisk og æstetisk betydning, det blev foregangstemplet for det senere Angkor Wat i Cambodia. Prasat Hin Phimai er oprindeligt et brahman tempel for hinduguden Shiva, men i slutningen af den 12. århundrede blev det omdannet til et mahayanabuddhist tempel. Udsmykningen er over buddhistiske temaer, hvad der er helt unikt for et khmer tempel. Det 28 m høje hovedtårn er bygget af hvid sandsten, de omgivende tårne af lyserød sandsten og alt er dækket af mange skulpturer. Der er afsat god tid til at udforske dette ruinkompleks og det nærliggende museum. Gå heller ikke glip af Saai Ngaam, et gigantisk 350 år gammelt baniantræ. Om eftermiddagen går turen til Khampom. Her skal du bo hos en lokal familie og opleve den autentiske livsstil i rolige omgivelser på landet. Du indkvarteres under meget enkle forhold og deler badeværelse med familien. Inden middagen kan du slentre gennem landsbyen sammen med guiden. Under middagen, der tilberedes af din værtsfamilie, bliver du budt hjertelig velkommen af landsbyens indbyggere. Opholdet hos denne lokale familie, og deres varme gæstfrihed vil være blandt de absolutte højdepunkter på din rejse.
Fjerde dag: Hele dagen bruges i landsbyen. Hvad dagen præcis kommer til at bringe af oplevelser, afhænger i høj grad af sæson, ugedag samt hvad landsbyboerne har af planer den pågældende dag. Men et typisk dagsprogram, kunne meget vel se sådan ud:
Er det en skoledag, følger du med skolebørnene til landsbyens skole. Det står snart klart, at skoledagen her er ganske anderledes end i den danske folkeskole. F.eks. begynder hver dag med en ceremoni, hvor nationalsangen synges efterfulgt af en buddhistisk bøn. Derefter går man ind i klasseværelset, og undervisningen kan begynde. Som overalt i verden er skolebørn i Thailand ualmindeligt nysgerrige, og inden længe vil sandsynligvis blive overfaldet med spørgsmål om dit liv hjemme i Danmark. Børnene fortæller naturligvis også gerne om livet i Thailand, og en det er som regel let at få en samtale i gang. Guiden oversætter den ivrige ordveksling, så sprog er et mindre problem.
Fra skolen slentrer du en tur gennem landsbyen med guiden, der kan fortælle en masse om livet på landet. Du kan stoppe op og studere hverdagslivet og få indtryk af, hvordan folk her skaffer til dagen og vejen. Et sted produceres der "lao spaghetti" af rismel, et andet sted flettes stråmåtter, og et helt tredje sted er folk på vej mod markerne.
Netop rismarkerne er et besøg værd. Ingen anden afgrøde er så central for livet i Asien som ris, og det er en af de mest spiste afgrøder i verden. Afhængig af sæsonen kan du opleve risen blive plantet, luget for ukrudt eller høstet - og du er velkommen til at smøge ærmerne op og give en hjælpende hånd! Dette vil helt sikkert medføre en del frisen og grinen, men de lokale nyder ethvert lille afbræk fra hverdagen. Det er hårdt arbejde at plante ris, men bønderne har gjort det uendeligt mange gange før, så arbejdet skrider hurtigt fremad.
Aftensmaden er i dag ikke inkluderet. Men middag kan arrangeres lokalt mod et mindre beløb. Eller hvis du har lyst, kan du senere på eftermiddagen med guidens hjælp købe ingredienser og tilberede din aftensmaden i værtsfamiliens køkken (dette aftales om morgenen). Menuen består naturligvis af lokale specialiteter, men du får masser af hjælp af din værtsfamilie. Igen står guiden klar til at oversætte frem og tilbage mellem jer. Som regel er resultatet af den megen sjov og snakken et velsmagende måltid.
Alternativt kan du bruge mere tid med at møde og sludre med landsbybeboerne, der meget vel kan finde på at invitere dig ind i deres hjem. Da det er sidste aften hos værtsfamilien, vil mange af landsbyens beboere nok komme forbi for at sige farvel og ønske dig en videre god rejse.
Femte dag: Morgenmaden serveres tidligt, og derefter går turen til Khonkaen lufthavn, og du flyver via Bangkok til Chiang Mai. Efter ankomst i Chiang Mai kører du til hotellet, hvor du skal overnatte de kommende to nætter.*
Dag 10:
Chiang Mai
Dagen er til fri disposition i Chiang Mai, Nordthailands hovedstad, der ligger midt i en grøn floddal omgivet af høje bjerge. Byen blev grundlagt for mere end 700 år siden, og var fra det 12. til det 15. århundrede hovedstad i kongeriget Lanna. Bymuren og voldgraven fra dengang omkranser i dag den centrale del af Chiang Mai. Gaderne er et kaos af biler, motorcykler, cykeltaxaer og hostende tuk-tuker. Fortovene vrimler med gadesælgere, der faldbyder alt fra frisk frugt og kolde drikke til kopier af dyre Rolex ure. Det er dog forholdsvis let at slippe ud af dette hektiske gadebillede. Du behøver blot at træde ind gennem porten til et af byens mange templer, så er du i en fredfyldt verden med guldbelagte buddhafigurer, bassiner med lotusblomster, orangeklædte munke og store kar med røgelsespinde, der indhyller det hele i en duft af sandeltræ. Om aftenen anbefales det at gå en tur på byens berømte nattemarked og smage på nogle af de mange retter, som gadekøkkenerne frister med. Her bobler retter med grøn karry i store gryder, og på de mange små trækulsgriller ligger spyd med kylling og syder. Efter aftensmaden kan du lade dig friste af de bugnende boder der eksempelvis sælger kunsthåndværk, tøj og solbriller. Den klart største seværdighed i Chang Mai er Wat Doi Suthep. Det er Nordthailands helligste tempel og ligger på toppen af et 1600 m højt bjerg. Vejen fra Chiang Mai til Doi Suthep snor sig op ad bjerget til en lille landsby. Herfra bliver stien ganske stejl til toppen. Er du mere mageligt anlagt, kan du tage tandhjulsbanen op til templet. Doi Suthep vandfaldet og den nærliggende meo landsby er også et besøg værd.
Dag 11-13:
Tre dages Maetang trekkingtur
Første dag: Du bliver hentet på hotellet og på første del af turen bliver du kørt fra Chiang Mai til Mae Malai, hvor du skal opleve det farverige lokale marked. Det er her de lokale mødes og falbyder deres varer, fortrinsvis frugt, grønsager og blomster. Inden frokosten i bedste picnic stil, er der tid til en svømmetur i det friske vand ved et mindre vandfald. Der fortsættes i bil til en shanlandsby og herfra begynder selve trekkingturen. Dagens vandretur til første overnatningssted, en lisulandsby, er på ca. to en halv time. Her skal du overnatte i en meget enkel hytte uden faciliteter. Middagen tilberedes af guiden og serveres ved hytten.
Anden dag: En morgenstund i en landsby uden trafik er en helt specielt oplevelse - stilheden brydes kun af hanernes gal, og lydene fra de primitive køkkener, hvor dagens første måltid er ved at blive tilberedt. Lyset er helt særegent her i bjergene, morgendisen brydes af røgfanerne fra komfurerne, og solens stråler begynder at varme igen. Tre timers trekking gennem tæt jungle til en lisulandsby, som også er elefantlejr. Her spises frokost, mens „mahouterne", elefantførerne, gør klar til rideturen. Efter en times ridning på elefantryg kommer du til en karenlandsby ved floden. Der er tid til at udforske landsbyen på egen hånd eller snuppe en forfriskende svømmetur i floden inden middagen.
Tredje dag: Efter skøn junglemorgenmad er der tre timers rolig rafting at se frem til. Undervejs gøres holdt ved karen- og lahulandsbyer. Om eftermiddagen bliver raftingturen lidt vildere, floden flyder hurtigere og har strømsteder, men det er stadig hyggeligt og sjovt. Raftingturen ender i en shanlandsby og herfra returneres til Chiang Mai, hvor du igen bor en nat på samme hotel.
OBS! Trekkingturens program kan variere afhængig af årstid og vejr. I regntiden er det varmt og fugtigt og i den tørre tid kan det blive ret køligt om natten. Turen kan gennemføres af alle med normal fysik og kondition. Guiden møder dig på hotellet dagen før turen starter, og skaffer herefter den nødvendige trekkingtilladelse. Tæpper og moskitonet er inkluderet i turens pris, men du skal selv medbringe en lagenpose.
Dag 14:
Chiang Mai - Phuket
Transport fra hotellet til Chiang Mai lufthavn. Fly fra Chiang Mai til Phuket. Du kører til dit hotel i Phuket, hvor du skal overnatte en enkelt nat. Området er ualmindeligt skønt med limstensklipper, der omkranser de flotte sandstrande og med udsigt til idylliske øer omgivet af det mest krystalklare vand.
Dag 15-19:
Ø-hopping ved Andamankysten
Der er transport til Trang, hvorfra du begynder på en seks dage/fem nætters ø-hopping ved Andamankysten. Når du sejler ud fra Pak Meng molen i Trang er eventyret godt i gang. Du sejler først ud til Mah Island og Cheuck Island. Du har en lille tur rundt på øen, men ellers er det den gode snorkling og det farverige marineliv, der er den store oplevelse. Du har også mulighed for at fange din egen aftensmad. Sidst på eftermiddagen sejler du over til Hat Farang stranden på Koh Mook, hvor du tilbringer natten i en enkel bungalow.
Anden dag: Efter morgenmaden besøger du "Tham Marakhot", Smaragdhulen. For at komme ind i Smaragdhulen svømmer du sammen med guiden zig-zag gennem en 80 m lang, mørk tunnel og kommer ind i en fantastisk solbeskinnet lagune omgivet af tårnhøje klipper og frodig vegetation. Efter besøget i hulen sejler du videre til Hat Farang stranden, hvor du spiser frokost, og om eftermiddagen sejler du videre en times tid til bounty øerne Kradan og Liobong. Du overnatter på Koh Libong i en enkel bungalow.
Tredje dag: Dagens første stop er den ukendte Koh Takieng. Øen udmærker sig ved at have et usædvanligt flot koralrev, afsides strande og et fyrtårn. Det er tit muligt at se små revhajer svømme rundt på revet ud for Koh Takieng. På tvillingeøen Koh Lao Lieng besøger du en fiskerlandsby, som ligger i skyggen af de høje klipper. Her spiser du en hyggelig frokost i selskab med de lokale fiskere. Menuen står på alt godt fra havet. Du tilbringer de kommende tre nætter på Koh Sukorn Det er enkle og hyggelige bungalower med vifte og koldt vand. Du skal ikke forvente den store luksus, men til gengæld får du en uovertruffen "bounty ø" oplevelse.
Fjerde og femte dag: Begge dage er afsat til at drive den af på stranden eller tage ud og opleve den smukke ø på små motorcykler eller bag på ladet af en pickup lastbil. Du besøger øens landsbyer, rismarker og nogle af banan- og gummiplantagerne. Frokosten indtages i et privat hjem. Koh Sukorn er det nærmeste, du kommer en ægte Robinson oplevelse. Øen er kun otte km lang og fire km bred. Den spændende lille ø har flere ubebyggede strande, og flere af disse er kun tilgængelige med båd. Fælles for de smukke strande er det karakteristiske mørke sand og det klare turkisblå vand.
OBS! Du bør kun medbringe en lille taske med et minimum af bagage til de første tre dage af denne tur. Guiden tager sig af din hovedbagage og får den bragt direkte til Koh Sukorn, hvor du ankommer på tredje dagen.
Dag 20-22:
Krabi
Fra Koh Sukorn sejler du efter morgenmaden tilbage til Trang og kører til dit hotel i Krabi. Her bor du to nætter og har de sidste to dage på egen hånd. Den sidste dag er der transport fra hotellet til Krabi lufthavn, hvorfra du flyver mod Danmark.
Dag 23:
København
Ankomst i København