Dag 1:
København - Los Angeles
Fra Danmark går turen til altid pulserende Los Angeles. Her bliver I indlogeret på Hilton ved lufthavnen, så I kan hente motorhomet allerede i morgen formiddag. Resten af dagen er fri til at kigge nærmere på denne unikke storby. Hvor meget tid du har i byen, afhænger af flyforbindelsen, men selv med blot et par timer til rådighed, er det værd at tage på sightseeing.
Shop i luksusbutikkerne på berømte Rodeo Drive, udforsk Venice Beach og gå en tur langs Muscle Beach med sit rige menneskeliv. Besøg molen ved Santa Monica, der er målstregen på den legendariske køretur ad Route 66 tværs over USA. Molen blev bygget i 1916 og har siden da været et populært sted at mødes. Området er fyldt med liv og huser desuden et akvarium, en forlystelsespark og den berømte Hippodrom-bygning, der blander californisk, byzantinsk og muslimsk arkitektur på smukkeste vis. Bygningen har været brugt som kulisse i mange film.
Eller hvad med at opleve glamouren og stjernedrysset i Hollywood? Gå en tur ad Walk of Fame og se navnene på berømtheder indlagt i stjerner i fortovet. Besøg den karakteristiske biograf Mann's Chinese Theater, der er det bedst bevarede minde fra Hollywoods gyldne æra. Det er foran dette teater, at stjernerne gennem tiderne har sat deres håndtryk i fortovets cement. Eller kør en tur gennem rigmandskvarteret Beverly Hills, der er landets nok mest kendte adresse. Fra vejen er det muligt at skimte nogle af de enorme private hjem bag de høje hække og mure.
Dag 2:
Los Angeles - Malibu Creek State Park (56 km)
Motorhomet udleveres tidligt om formiddagen, hvilket giver god tid til at fylde køleskabet op og komme på plads. Snart er du klar til lægge storbyen bag dig og starte turen nordpå mod Malibu Beach. Køreturen er ikke lang, så har du god tid til at vænne dig til dit nye hjem samt udforske Malibu Creek State Park, hvor du overnatter. Trods nærheden til Los Angeles byder dette lille beskyttede område på glimrende gåture af forskellig længde mellem grønklædte bjerge. Det er også værd at udforske Malibu-kysten, der er hjem for de rige og berømte. Her står rigmandsvillaernes innovative arkitektur næsten mål med de flotte omgivelser, og hvem ved, hvem man møder i disse gader. På strandene Surfriders og Zuma kommer mange for at surfe på de høje bølger. Det kræver træning at surfe her, og blot det at se vovehalsene ride på bølgerne kan få adrenalinen op. Er man selv en erfaren surfer, er dette et sandt paradis.
Dag 3:
Malibu Creek State Park - Santa Margarita Lake (140 km)
Turen op langs kysten mod San Francisco er en af de mest legendariske køreture i Californien. Den ene dejlige strand afløser den anden, og små hyggelige badebyer ligger som perler på en snor. Deriblandt den dejlige by Santa Barbara, der er kendt for sit fantastiske klima. Besøg den fine botaniske have med sine mange smukke planter eller gå en tur ad den spektakulære natursti til Los Padres National Forest. Rundt om byen lokker desuden adskillige gode strande. East Beach tiltrække de unge, de rige og de smukke, mens Arroyo Burro tilbyder gode fiskemuligheder samt, hvis du er heldig, hvaler. Bese også den fine kunstsamling på Santa Barbara Muesum of Art. Byen er med rette også kendt for sine mange fiskerestauranter, der tilbyder alverdens frisklavede retter med alt godt fra havet. Især området omkring Stearns Wharf er et godt sted at gå på opdagelse, når sulten begynder at melde sig.
Den måske mest særprægede by på vejen må være Solvang. Med sit milde klima og rige jord lokkede Santa Ynez-dalen tidligere mange danskere til dette solrige hjørne af verden. Solvang blev grundlagt som dansk koloni i 1911, og trods det danske islæt er tydeligt iscenesat, er en stor del af den danske idyl velbaret i den lille by. Gå på opdagelse mellem bindingsværkshusene og afprøv smørebrødsjomfruernes evner under disse eksotiske himmelstrøg fjernt fra Danmark.
Midtvejs mellem San Francisco og Los Angeles ligger San Luis Obispo. Dette var stedet, hvor Fader Junipero Serras femte mission blev grundlagt i 1772. Trods byen i dag er en moderne lille by, er det stadig muligt at se minder fra de tidlige pionerdage i form af flere traditionsrige butikker. Uden for byen strækker vinmarkerne sig mod horisonten, og sammen med den dramatiske kystlinje fuldender de landskaberne omkring den lille by. Der har været produceret vin i dette område siden 1797, og denne tradition fortsættes i dag på 39 forskellige vingårde omkring byen. Flere af disse tilbyder dagligt ture, hvor man kan lære alt om den fascinerende vinproduktion - samt naturligvis smage på de vidunderlige dråber. Dagens campingplads ligger lidt inde i landet nord for San Luis Obispo.
Dag 4:
Santa Margarita Lake - San Francisco (465 km)
Highway 1 fortsætter nordpå langs Stillehavskysten. Også i dag er der mange spændende steder at besøge undervejs. Bl.a. avis-rigmanden William Randolph Hearsts paladsagtige villa ved Simeon og den lille by Monterey. Denne tidlige europæiske udpost blev koloniseret allerede i 1770, og mange af de tidlige bygninger står endnu som minder om den lange historie. I 1900 blev den første sardin-pakkecentral grundlagt her, og med tiden blev Monterey sardin-hovedstaden på den vestlige halvkugle. I dag er de gamle fabrikshaller ombygget til fine restauranter og små unikke butikker. Området kaldet Cannery Row blev gjort berømt af forfatteren John Steinbeck og er stadig et kig værd. Monterey Bay er hjemsted for en del hvaler, og hvalsafarier tilbydes af lokale operatører. Det er en fantastisk oplevelse af se havets kæmper i sit naturlige element. Er tiden til det, er det værd at tage den meget smukke »17-Miles Drive« køretur op langs kysten. Stop ved berømte Pebble Beach og nyd synet af de luksuriøse villaer langs kysten.
En anden unik lille perle på dagens rute er byen Carmel. Carmel blev grundlagt i 1904 af en gruppe kunstnere og forfattere som et kreativt værested. Byens befolkning består stadig af kunstnere, malere, forfattere, komponister og skuespillere så som Clint Eastwood, der en overgang var byens borgmester.
Det er fristende at stoppe i hver eneste by langs kysten, men køreturene i sig selv er også en stor del af oplevelsen. Mange steder løber vejen helt ud til kysten, og du trakteres med fantastiske udsigter over klippekysten og Stillehavet, der strækker sig mod horisonten. Ud på dagen dukker San Francisco op i horisonten.
Alt efter hvor mange stop, du har gjort undervejs, er det muligt at få sig en forsmag på San Franciscos herligheder allerede i eftermiddag, inden du fortsætter til campingpladsen 34 miles nord for byen. Her skal du bo de næste to nætter, hvilket er et perfekt udgangspunkt for både udforskning af San Francisco samt evt. et smut forbi de berømte vingårde i Napa Valley.
Dag 5:
San Francisco eller Napa Valley
San Francisco er en af USA's mest populære byer, og du har hele dagen til at nyde alt, hvad denne spændende by har at tilbyde. Tag f.eks. svævebanen fra Fisherman's Wharf eller besøg Alcatraz - det berygtede tidligere fængsel, der ligger på en lille ø ude i bugten. Gennem tiderne har øen været brugt som fyrtårn, militærfæstning og endelig som fængsel indtil 1963. De guidede ture giver en glimrende indsigt i historier og legender, der omgiver øen, også kendt som »The Rock«. Golden Gate Park skal naturligvis oplevelses, men snyd heller ikke dig selv for en tur ind i nogle af de forskellige etniske kvarterer, der er med til at give byen sin særlige atmosfære. Fra eksotisk kinesisk stemning i Chinatown til et snært af Italien i North Beach. Hver tilbyder de et kig i deres respektive kulturer og ikke mindst køkkener. Disse kvarterer er glimrende steder at kigge efter kulinariske oplevelser udover det sædvanlige. Besøg også den dramatiske Lombard Street, der er en af San Franciscos mest fotograferede gader. Ikke mindst på strækningen fra Hyde Street til Leavenworth Street, hvor vejen snor sig på spektakulær vis.
En anden mulighed er at køre til Napa Valley. En tur hertil er en rejse ind i selve hjertet af californisk vinproduktion. Napa Valley overraskede alle og udkonkurrerede de hæderkronede franske ikonvine ved en blindsmagning i Paris i 1976, og siden da har Napa Valley beholdt den gule førertrøje. Det er her, mange af landets dyreste vine bliver produceret, og vine som Opus One - et samarbejde mellem Mondavi og baron Philippe fra Château Mouton-Rotschild - har været med til at sikre Californien en meget respekteret position i verdens absolutte vinelite. Mange vinhuse tager gerne imod besøgende, og det er spændende at få sig et kig bag facaden og se, hvordan vinene bliver til. Ikke mindst på en guidet tur ledet af de altid entusiastiske vinmagere.
Dag 6-7:
Yosemite National Park (330 km)
Efter to overnatninger ved San Francisco lægger du kysten bag dig og begiver dig ind i landet. Målet er Yosemite National Park, hvor du bor de næste to nætter på en campingplads lige uden for nationalparken. Her har du Nordamerikas storslåede natur lige udenfor døren, og de næste to dage er sat af til udforskning af dette fantastiske område.
Alle veje og stier i parken er spektakulære, men særlig populær er området omkring Yosemite-dalen, der flankeres af enorme næsten lodrette klippevægge, fra hvilke store vandfald falder ned i dybet. Fra bunden af dalen er der en fantastisk udsigt over Glacier Point og Half Dome samt naturligvis Yosemite Fall, der er et af parkens smukkeste syn. Der er mest vand i vandfaldene om foråret og de tidlige sommermåneder. En anden berømt klippeformation er det kolossale stykke fritstående granit kendt som El Capitan. Længere væk venter en hel naturlig verden på at blive opdaget. Udenfor selve Yosemite-dalen breder vidtstrakte højfjeldsområder med høje bjerge, brusende floder og store enge sig mange kilometer i alle retninger. Andre steder byder på dybe skove med spejlblanke søer og gigantiske sequoia-træer. Disse vilde områder besøges kun meget sjældent af mennesker.
De mere besøgte dele af parken har gode faciliteter og et hav af organiserede aktiviteter. I Yosemite Village kan du besøge Valley Visitor Center og se en film om området. Dette er også stedet at komme for informationer, publikationer og udstillinger samt diverse aktiviteter. I området nær centeret findes desuden flere afmærkede stier, og selv om parken er blandt de mest besøgte nationalparker i hele USA, kan man være heldig at se bjørne.
Dag 8:
Yosemite National Park - Fresno/Visalia (190 km)
Ruten fortsætter igennem Sierra National Forest til Sequoia National Park. Denne vilde og bjergrige nationalpark har ufattelig meget at byde på, men det er de gigantiske sequoia-træer (også kaldet californisk redwood), der har givet parken dens navn. Træerne kan vokse sig lige så høje som 20 etagers huse, og de ældste af dem stod her også på Jesus' tid. Blandt disse er General Sherman Tree, der er det største levende træ i verden målt på volumen. Træet står langt fra alene. Også andre kæmper gror i denne skov, og det er umuligt ikke at blive overvældet af deres imponerende størrelser på en gåtur mellem de tykke stammer.
Tillader tiden det, er det værd at kigge forbi den nærliggende Crystal Cave. Her har en underjordisk flod gennem tusindvis af år skabt en forunderlig underjordisk verden fyldt med drypsten og eroderede stenformationer. Sidst på dagen fortsætter du til campingpladsen i enten Fresno eller Visalia.
Dag 9:
Visalia - Las Vegas (600 km)
I dag begynder naturen for alvor at ændre karakter. De dramatiske bjerge flader ud, og de dybe skove erstattes af ørkenens åbne, tidløse landskaber. Forude venter den måske mest unikke af alle USA's storbyer: Spillebyen Las Vegas.
Las Vegas har noget for alle. Fra ekstravagante shows til farverige kasinoer og fra fantasifulde hoteller til enorme shoppingcentre. Las Vegas sover aldrig, og her sker noget alle døgnets timer. Gå en tur ad Las Vegas Boulevard, også kendt som 'The Strip'. Hvert hotel og kasino langs denne rute har sit eget tema, som de viser frem på fantastisk vis. Her er sørøvere, romerske soldater og endda en pyramide i fuld størrelse. Sågar en miniudgave af Venedig komplet med kanaler og gondoler er blevet bygget midt i byen. Det kan også anbefales at tage turen op til toppen af Stratosphere Hotel Tower, der er den højeste bygning vest for Mississippi. Her kan du nyde en middag på toppen af verden eller blot nyde den fantastiske udsigt fra observationsplatformen. Besøg endelig også de forskellige hoteller. Deriblandt Caesars Palace, The Venetian eller Paris der udover kasinoer og fantasifuld arkitektur også byder på fantastisk shopping. Er du på jagt efter gode tilbud, er de såkaldte 'outlet malls' et godt sted at lede efter designervarer til discountpriser. Du må endelig ikke snyde dig for det majestætiske springvandsshow, der hver aften udspiller sig foran Bellagio Hotel. Ved at bruge en dramatisk kombination af musik, vand og lys leverer Bellagio et spektakulært show, der bestemt er værd at gå efter.
Dag 10:
Las Vegas
Du har hele dagen til at dykke dybt ned under huden på denne unikke by. Men også området omkring byen byder på spændende oplevelser. Hoover Dam er et fascinerende bygningsværk, der naturligt nok står højt på listen på for teknisk interesserede.
Naturentusiaster vil derimod finde masser af smukke ørkenlandskaber lige udenfor bygrænsen.
Dag 11:
Las Vegas - Glendale (310 km)
Fra Las Vegas går turen mod det sydlige Utah, hvor de to storslåede nationalparker Zion og Bryce Canyon venter. Første stop er Zion National Park. Her bliver du budt velkommen af gigantiske sandstensmonolitter, alt imens den bløde hvisken fra Virgin-floden høres i baggrunden. Nationalparkens mest berømte kløft hedder The Narrows - hvilket betyder 'De smalle'. Navnet dækker over en serie af meget smukke og fotogene klipper, der gennem årtusinder er blevet eroderet af elementerne til fantastiske former. Resultatet er enhver vandrers paradis. I parken og langs floden er der et stort udvalg af stier for opdagelsesrejsende på ethvert niveau og med ethvert ambitionsniveau.
Du kan også vælge at besøge Zions andre store seværdigheder såsom Emerald Pools, Weeping Rock og Angels Landing. Stop evt. ved besøgscenteret, hvor du kan få information om guidede ture samt om parkens fascinerende historie. Herfra er det også let at tage den gratis bus, der kører mellem nationalparkens attraktioner. Mange steder er det ikke tilladt at køre i eget motorhome, hvorfor bussen er den bedste mulighed for at komme rundt. Overnatning foregår denne aften i Glendale.
Dag 12:
Glendale - Bryce Canyon - Cannonville (100 km)
Det meste af dagen er sat af til Bryce Canyon National Park, der bl.a. byder på et spektakulært naturligt 'amfiteater' af farverige eroderede klippeformationer. Disse spir af sten kaldes hoodoos, og det er dette unikke landskab, der har gjort Bryce berømt blandt naturelskere fra hele verden. Særlig smuk er nationalparken i det sene eftermiddagslys, når solnedgangens gyldne glød får hoodoo'erne til at skifte farve. Også stemningen i parken ændrer karakter, alt imens solen glider ned under horisonten, og stjernerne tændes over Bryce.
Det er også værd at tage køreturen til Rainbow Point. På en klar dag kan man fra denne rute se mere end 160 km væk. Der findes adskillige spændende vandreruter i parken, men også ture på hesteryg er en populær måde at opleve parken på. Sidst på dagen fortsættes til campingpladsen i Cannonville.
Dag 13:
Cannonville - Flagstaff (460 km)
På vejen til Flagstaff er det i høj grad værd at lægge vejen forbi Lake Powell. I årtusinder har Colorado-floden løbet gennem Glen Canyon og skabt en fantastisk kløft gennem sandstenene. Sådan er det ikke længere. I 1963 blev Glen Canyon-dæmningen konstrueret, hvilket tæmmede Colorado-floden og omformede den smukke Glen Canyon til søen Lake Powell. En sø med dybblåt vand omringet af røde klippevægge, der rejser sig brat op af vandet. Stedet er med rette et populært udflugtsmål for amerikanerne. Det er muligt at tage på guidede ture på dæmningen, hvor du kommer helt ned i bunden af dæmningen og oplever byggeriets gigantiske dimensioner. Guiden vil både fortælle om dæmningen samt den fascinerende historie om dens tilblivelse.
Du kan også stå til søs og tage på en guidet tur på søen. Eller hvad med at besøge den fantastiske Rainbow Bridge, der er den største naturlige stenbro i verden. Broen er skabt gennem årtusinder af vand fra Navajo-bjergene, der har eroderet den bløde sandsten på sin vej mod Colorado-floden. Med andre ord byder dette område på masser af oplevelser, inden det er tid at køre videre til Flagstaff.
Dag 14-15:
Flagstaff - Williams og Grand Canyon (ca. 200 km)
Fra Flagstaff er der kun en kort køretur til Williams, som er din base for de næste to dages udforskning af mægtige Grand Canyon. Grand Canyon er og bliver det mest storslåede af alle USA's landskaber. Længe har dette naturlige vidunder fortryllet folk fra hele verden, og det er let at se hvorfor. Gennem årtusinder har Colorado-floden skåret sig igennem sandstensklipperne og skabt et surrealistisk landskab af overjordisk skønhed. Kløften er 443 km lang, op til 1,6 km dyb og i gennemsnit 16 km bred fra kant til kant. Få andre landskab på jorden er så åndeløst smukt som Grand Canyon, og der er noget ganske særligt ved at opleve dette storslåede syn første gang. Stemningen i landskabet skifter med lyset, og ikke to dage er ens. Nogle dage gløder klipperne orange i solnedgangens skær, mens mørke skyer på andre dage tegner levende skygger på de dramatiske klippesider. Ligegyldigt hvordan vejret er, de dage du besøger området, er der garanti for naturoplevelser i verdensklasse. Og med to dage til rådighed har du god tid til at opleve kløften fra flere forskellige sider.
Dag 16:
Grand canyon - Kingman (ca. 277 km)
Sig navnet »Route 66«, og straks begynder billeder af klassiske road trips gennem åbne landskaber at springe frem på nethinden. Der er ingen tvivl om, at Route 66 har opnået legendarisk status. Det til trods for at den visse steder er forsvundet fra landkortet. Vejen fik sit berømte vejnummer i 1926, og i en menneskealder forbandt den The Midwest med Californien. Vejen kom til at spille en væsentlig rolle i udvikling af det moderne Amerika. Også psykologisk, for der er vel ikke nogen andre vejstrækninger i landet, der har bidraget så meget til skabelsen af den eftertragtede følelse af frihed, mange amerikanere drømmer om at udleve.
Den dag i dag er Route 66 fortsat ensbetydende med det klassisk road trip vestpå mod det søde liv i Californiens varme klima. Nu om dage er Route 66 dog blevet overhalet indenom af Interstate I-40, og kun mindre strækninger af vejen er bevaret. Deriblandt ved Seligman og Kingman, hvor man stadig kan opleve autentisk 50'er atmosfære og masser af den klassiske Route 66-stemning. Overnatning i Kingman.
Dag 17:
Westernbyen Calico og Barstow (ca. 330 km)
Turen fortsætter ad Route 66 mod Barstow. På vejen kommer du bl.a. forbi Mojave National Reserve. Parken blev dannet i 1994 for at beskytte områdets sandede ørkenlandskaber, karakteristiske joshua-træer og ruiner af indianske bosættelser. Mojave ser ikke mange besøgende, og ofte vil du kun have selskab af præriehunde, bighorn-får og ørkenskildpadder, hvis du vælger at lægge vejen forbi.
Et andet spændende stop er spøgelsesbyen Calico nær Barstow. At vandre gennem gaderne i den lille by Calico er som at blive transporteret tilbage til de sidste årtier af det 19. århundrede. Sølv blev opdaget i dette område i 1881, og Calico blev grundlagt kort efter. Snart kom sølvgravere og lykkejægere til den nye by med drømmen om hurtig profit. I deres fodspor kom smede, revolvermænd og glædespiger, og inden længe var Calico en travl lille mineby. Glæden varede dog kun kort. Allerede i 1896 var det tydeligt, at sølvminerne ikke var rentable.
Minefolkene begyndte at kigge efter nye muligheder andre steder, og byen gik en usikker fremtid i møde. Nye mineralfund rundt om byen reddede dog den lille by fra nedlæggelse. Men ikke meget har ændret sig siden dengang. Calicos gamle træhuse og stemningsfulde hovedgade står tilbage som et fascinerende og autentisk vidnesbyrd om de gamle minedage i Det vilde Vesten, hvor guld- og sølvfund kunne bygge byer, lige så hurtigt som de kunne lægge dem øde igen. Fra Calico er der ikke langt til campingpladsen i Barstow.
Dag 18:
Barstow - Anaheim (170 km)
Fra Barstow køres mod Los Angeles. Alt efter hvor mange stop, du gør undervejs, skulle der være god tid til at stifte nærmere bekendtskab med storbyen denne eftermiddag.
Målet er dog Anaheim udenfor Los Angeles, der er bedst kendt for Disneyland. Du kan selvfølgelig også vælge at springe Los Angeles over og køre direkte til Anaheim, der i dag byder på meget mere end Disneyland. For Mickey Mouse og hans venner har gennem årene fået selskab af andre forlystelsesparker som eksempelvis Universal Studios og California Adventure. Så der er rigeligt med oplevelser her til flere dage. Især hvis du har børn med på ferien.
Dag 19:
Anaheim eller Los Angeles
Vi foreslår, at I bliver på campingpladsen i Anaheim, der er et godt udgangspunkt for besøg i både Los Angeles samt naturligvis i forlystelsesparkerne. HUSK på at forlystelsesparkerne er så store, at det næppe er muligt at nå mere end en park om dagen. Så det er en god idé at prioritere tiden.
Dag 20:
Anaheim eller Los Angeles
Brug dagen på at besøge det, du ikke fik besøgt i går.
Dag 21:
Afrejse fra Los Angeles
Det er hjemrejsedag, så motorhomet afleveres til middag. Herefter starter turen østpå mod Danmark.
Dag 22:
Ankomst Danmark
Efter et flyskifte ankommer du til Danmark.